Spændende fortællinger og sød honning på Boldrup Museum
De mange frivillige på det lille men populære og velbesøgte Boldrup Museum syd for Nørager får ekstra travlt i denne uge: Der bliver nemlig hele to offentlige arrangementer på museet i løbet af denne uge. Arrangementerne byder på vidt forskelligt indhold, – historisk foredrag og Honningens Dag.
Torsdag aften inviterer museets meget aktive støtteforening, Boldrup Museumsforening, til fortælleaften. Foreningen har en meget stor medlemsskare – ca. 1.000 medlemmer. Det høje medlemstal skyldes i høj grad det flotte årsskrift, ’Folk Fortæller’, som foreningen udgiver hvert år. Årsskriftet indeholder hvert år forskellige beretninger fra områdets spændende historie, oftest fortalt af personer, der selv har oplevet det.
Torsdag 17. september kan man således høre nogle af årets bidragsydere til årsskriftet uddybe deres fortællinger. Steen Mørcholdt Sørensen, Juelsminde, vil fortælle om bødkerfamilien i Nørager. Bent Mejlby Hansen, Rørbæk, fortæller om sin farfar Kristen Hansen. Niels Ole Ladefoged, Nørager, om cykelhandler Bjørn og hans have, og endelig vil Else Christiansen, Nørager, fortælle om, hvordan det har været at være mor til en autistisk pige.
Der vil selvfølgelig også være muligt at købe det nye, dugfriske årsskrift med hjem.
Arrangementet er gratis, og man kan købe kaffe og kage.
Søde sager i vente
Søndag er det søde sager, der er på programmet. Da er det nemlig museets bilaug, der inviterer til Honningens Dag.
Museets entusiastiske biavlere har denne dag lavet en flot udstilling om stort set alt vedrørende bier og honning, og der har også i den sidste tid været stor travlhed med at få gjort klar til en masse søde lækkerier med honning. Udover at få lidt til den søde tand, kan man bl.a. også lave sine egne vokslys.
Arrangementet starter midt på formiddagen og er gratis at deltage i.