Spændende koncert-premiere: Kildetårnet perfekt til akustisk musik

0

Rebildcentrets nye Kildetårn i Thingbæk blev indviet i maj måned. I lørdags blev den øverste etage indviet igen – denne gang som koncertsal. 

Den lokale violinist Klaus Pindstrup glædede sig over at kunne give rummet sin musikalske ilddåb sammen med Stefan Groot på harmonika og de to københavnske barokmusikere Toke Møldrup og Vigge Mangor. 

Tilhørerne nød dobbeltkoncerten i det runde lokale med panoramavinduerne, som denne aften fordoblede efterårsstemningen ved at spejle lyskæder og lamper på den sorte aftenhimmel udenfor.  Mødet mellem lystig folkemusik og vemodig barok fik nærmest lokalet til at svæve som et rumskib mellem fredelige kometer i verdensrummet. 

”Kalkmandens vals”

De dygtige lokale folkemusikere lagde meget passende for med ”Kalkmandens vals” og efter anden afdeling, hvor Viggo Mangor akkompagnerede cellisten Toke Møldrup på sit medbragte orgel, byttede de to duoer noder. Kildetårnets allerførste koncertpublikum blev også de første til at høre, hvordan barokmusik – nærmere bestemt arien fra Händels ”Lascia” – lyder i hænderne på erfarne folkemusikere. Derefter var der urpremieren på den typisk himmerlandske meloditype ”Trekant” udsmykket virituøst i barokkens stil.  

Ser frem til flere koncerter

Både musikere og publikum udtrykte efter koncerten stor tilfredshed med lokalets akustik, som gjorde, at selv den mindste detalje i den akustiske musik tydelig kunne høres. 

Rebildcentrets leder Niels Moes ser frem til flere koncertoplevelser i Kildetårnet. 

Koncerten var arrangeret i samarbejde mellem Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer og Himmerlands Folkemusikskole.

Share.

Der er lukket for kommentarer.