Spændende lokalhistorie om overtro, krybskytter + andre sælsomme ting i Rold Skov-området

0

Vi fortalte i sidste uge om Den Store Bog om Lindeborg Å, som udkommer på fredag den 8. november, skrevet i et forfatter-fællesskab mellem bogveteranen Helge Qvistorff og  den lokalinteresserede skribent Helge Søgaard, Skørping. Sidstnævnte er aktuel med endnu en spritny bogudgivelse, som ligeledes kommer i handelen fra på fredag den 8. november: Den fjerde bog i serien om Rold Skov. Den bærer titlen ”Overtro, krybskytter og andet sælsomt”.

Helge Søgaard har med andre ord haft et særdeles travlt efterår: Han debuterede for et par år siden med en lille bogserie om lokaliteter i og historier fra Rold Skov, og dén følges nu op med den nævnte fjerde bog. 

Sagn og overtro – de fleste med et smil

Denne gang har han kastet sig over de mange sagn og al overtroen, som er forbundet med Rold Skov. Det er blevet til en perlerække af morsomme og tankevækkende historier fra det, som de fleste opfatter som ”den mørke og uhyggelige skov”. 

Men den er nu ikke så uhyggelig endda, for langt de fleste historier kan man nemt trække på smilebåndet over. Eksempelvis den drabelige historie om Skov-Kræn bisættelse, ildhjulet i Rebild Bakker og en jomfruelig forbandelse, der hviler over Ravnkilden. Men også sagnet om Helligkorskilden ved Gl. Skørping Kirke og de muntre og meget livlige kildemarkeder er med i beskrivelsen af tro og overtro i og omkring Rold Skov. 

Helbredelse, ulykker, forbandelse

Ikke mindst træerne spiller en stor rolle i de gamle sagn og overleveringer: Træerne er gennem tiderne blevet tillagt en lang række overnaturlige evner inden for både helbredelse, ulykker og forbandelser. Også de flagrende elverpiger, mosekonens bryg og kulsviere kan man finde i den spændende bog. 

Og så har forfatteren faktisk også haft blikket rettet mod Skørping By, der netop har fejret 150 års byjubilæum. Sælsomme Skørping kalder han byen, og fører dermed læseren på en fornøjelig tur gennem byens udvikling og alt det sælsomme og specielle, der satte byen på landkortet med næring, kunstnere og begivenheder. Men også med en opsang om, at det er på tide, at byen tager fat i sin fordums virkelyst og storhed, hvis den fortsat vil skille sig ud mellem de talrige byer, som nærmest er gået i glemmebogen.

En vellykket bog i den fine Rold Skov bogserie; – det bliver efterhånden svært at vælge, hvilke bøger, der skal ind under juletræerne i år..!

Share.

Der er lukket for kommentarer.