Spil Dansk-aften i Skørping Nykirke torsdag

Annonce

”Spil Dansk Dagen”, som efterhånden har udviklet sig til årets største musikbegivenhed – sidste år med næsten 1.400 arrangementer landet over! – markeres med en gratis koncert i Skørping Nykirke torsdag aften den 3. november: – Publikum kan opleve nogle af de dygtige elever fra Rebild Kulturskole og ikke mindst De Rytmiske Unoder under ledelse af Lene Grønbech, fortæller organist Per Bach forud for begivenheden.

– Vi skal også synge danske fællessange, blandt andet sangen “Kære Linedanser”, som egentlig er skrevet som en lejlighedssang, men spredte sig fra mund til mund og især slog an hos efterskoler, friskoler, spejdere og på konfirmationshold, fortsætter Per Bach.

– Det gik så hurtigt, at den blot ti år senere blev optaget i Højskolesangbogen. Og da Danmarks Radio i 2015 bad lytterne stemme på deres yndlingssang, kom ”Kære

linedanser” ind på femtepladsen. Kom og støt op om den levende danske musik og syng med i Skørping Nykirke.

I år er det iøvrigt 16. gang, Spil Dansk Dagen gennemføres, så det er en fast tradition, som er kommet for at blive…!