Spring ud i foråret ved en hyggelig og aktiv forårs-messe i Rebild

Annonce

Søndag den 20. marts gentages sidste års succesmesse ”En forårsdag i Rebild”. Igen i år med en lang række forskellige udstillere, mulighed for museumsbesøg eller frokost ved et af områdets spisesteder – og så diskes der i år op med endnu flere aktiviteter for både børn og voksne.

Mere end 28 forskellige udstillere står søndag klar hos RebildPorten og Rebildhus. Derudover er der åbent hos Blokhusmuseet, Tophuset, Roldhøj og Spillemandsmuseet. Her er alle klar til at lade foråret springe ud med spændende inspiration, sjove aktiviteter og promovering af Rebild Kommune for de mange besøgende. Måske slås besøgsrekorden fra sidste års debut på ”En forårsdag i Rebild”? Denne blev besøgt af mere end 1156 glade messegæster.

Et væld af aktiviteter

Ved ”En forårsdag i Rebild 2016” er der desuden skruet op for aktiviteterne. Prøv f.eks. fodboldgolf, promillehockey eller tag på en løbetur med Runners DK. RebildPorten tilbyder guidede ture i området omkring indgangen til Rebild Bakker. Lige over middag kan alle interesserede desuden komme på en guidet rundvisning under jorden i Thingbæk Kalkminer. På messen kan gæsterne møde De Gule Spejdere og rollespillerne fra A’kastin, som var et af sidste års store trækplastre. I anledning af påsken er der på messen mulighed for at klappe et ægte påskelam. Rebild Spillemændene skaber stemning med munter musik. Og sidst men ikke mindst, så kan børnene være med til at slå en rekord ved at stable Danmarks højeste tårn af bøger.

Foto: ”modelfoto”, arkiv.