Stenild – en smuk og aktiv landsby langt mod syd

0

Stenild er Rebild Kommunes sydligste landsby. Byen ligger 5 km fra Nørager, 9 km fra Hobro, lige ved hovedvej 29 mod Aars og ganske tæt på motorvejen. Derudover er der fra Stenild ganske kort til Boldrup Museum og Volstrup med golf, fiskesø m.m. Byen har hverken skole eller købmand, men derimod en aktiv Foredrags- og aktivitetsforening, samt skønne fællesarealer med masser af muligheder for leg og hygge. Og dertil en spændende historie, hvis man altså er til røverhistorier af den sandfærdige slags.

Med mit besøg i Stenild har jeg bevæget mig ned til et område af Rebild Kommune, som jeg kender knap så godt. Stenild er Rebild Kommunes sydligste landsby og har et indbyggertal lige under 200. Alligevel er der masser af liv i byen selv en ganske almindelig torsdag eftermiddag. Her er livlig trafik af biler og traktorer, fra haverne høres lyden af haveredskaber i brug, kaglen fra høns og bjæf fra hunde. Jeg er heller ikke den eneste, der denne torsdag er på arbejde i den lille by. Graveren er godt i gang på kirkegården, og jeg møder både postbuddet, HEF, TDC og Danske Fragtmænd på min tur gennem Stenild. I landsbyen bliver jeg dybt imponeret over byens park/legeplads og de mange velholdte huse, hvor der flere steder er tydelige spor af yderligere bygge- og forskønnelsesprojekter, som fx anlæggelse af ny indkørsel. Lige så imponerende er byens aktivitetskalender, som bl.a. kan ses på Stenilds legeplads og på internettet.

Foredrags- og aktivitetsforening

Stenild Foredrags- og aktivitetsforening kan i år fejre 125 års jubilæum. Foreningen var ellers lukningstruet tilbage i februar, men takket være lokale ildsjæle og en ekstraordinær generalforsamling lykkedes det alligevel at samle en fuldtallig bestyrelse, med Mads Hjort Andersen som formand. I 2015 er der masser af spændende aktiviteter i og omkring byens forsamlingshus. Gåtur, cykeltur og ”grill-selv” er månedligt tilbagevendende begivenheder fra maj til august. Hver onsdag året rundt er der legestue i forsamlingshuset. Til efteråret starter en kortklub op. Derudover byder årets program på byfest, Sankt Hans bål, høstfest, loppemarked, foredrag og julemarked. Den næste store begivenhed er byfesten lørdag den 20. juni. Byfesten i Stenild byder i år både på morgenkaffe, havetraktortræk, Bumpers fodbold, kagekonkurrence og afsluttes med fælles spisning om aftenen. Læs mere andet sted i avisen.

 Røverkongen fra Stenild

Dykker man ned i landsbyens historie, så kommer man ikke udenom Røverne fra Rold. I 1800-tallet var Stenild hjemby for en af de mest kendte af Røverne fra Rold, nemlig røverkongen ”Bettefanden”. Han hed sådan, fordi han kun var 145 cm høj, men på trods af sin klejne vækst, var han en ondsindet forbryder og leder for 200 andre røvere. ”Bettefanden” blev dog fanget og straffet for sine forbrydelser – først med prygl foran rådhuset i Aalborg og derefter som tugthusfange i København, hvorfra han blev løsladt i 1864. Han rejste da hjem til sin kone i Stenild, hvor han fordrev tiden med at sidde på bænken ved kirkediget og fortælle røverhistorier til dem, der gad lytte. Siden blev han udødeliggjort i den kendte, danske forfatter Steen Steensen Blichers novelle ”Bettefanden”.

Kultur og natur

I Stenild er man tæt på oplevelserne – både indenfor natur og kultur. Her tænker jeg ikke kun på historien om røverkongen eller de mange arrangementer og oplevelser, som Stenild Foredrags- og aktivitetsforening for 125. år i træk står i spidsen for. Nej, området har meget mere at byde på. Stenild Kirke er en seværdighed i sig selv. Kirkens tårn har samme bredde som skibet, hvilket er usædvanligt i Himmerland. Men måske har man hentet inspiration fra området omkring Viborg, hvor flere kirker er bygget på denne måde? Og så har kirken Danmarks største døbefont. Lige over for kirken ligger byens forsamlingshus og bag dette en lille sportsplads med fodboldmål og et klatrestativ. Derudover findes lidt herfra et grønt område med både grillhytte, bålplads, legeplads m.m. Stenild ligger tæt på både Boldrup Museum og Volstrup. Kun 2 km er der til landbrugsmuseet Boldrup, som formidler livet på landet anno 1890. Ca. dobbelt så langt (4,2 km) er der til Volstrup, som lokker med både golf, fiskepark, ferieophold, rullegræs, skind og pelse m.m. Samtidig ligger Stenild tæt på Simested Ådals smukke natur.

001 002 003 004 005 006 007 008 009 010 011 012 013 014 015 017 018 019 020 021 022 023 024 025 026 027 028 029 030 031 032 033 034 035

Share.

Der er lukket for kommentarer.