12 timers MTB-cykelløb i et af Danmarks bedste MTB-områder

0

Rold Skov MTB er snart klar til 12 timer i Rold – et motions-mountainbike-løb i Rold Skov. Lørdag den 20. juni afholdes 12 timer i Rold ved Skørping Idrætscenter. MTB-løbet er et motionsløb af 12 timers varighed, som køres i Rold Skov – deraf navnet. Ruten er ca. 9 km lang, og rytterne stiller op enten solo eller som hold.

12 timer i Rold er nummer to i rækken af i alt fire store cykelevents, der afholdes i Rebild Kommune i 2015. I maj blev der for 9.år i træk afviklet Rold24race med Skørping Skole som udgangspunkt for MTB-løbet, som varede 24 timer. Også 12 timer i Rold har sit udgangspunkt i Skørping, hvor stævnepladsen er placeret på den store eng tæt på idrætscentret og lige i kanten af skoven, hvorfra der er direkte adgang til ruten. Ruten er ca. 9 km og kan køres af alle. Løbet varer 12 timer, hvor man kan tilmelde sig enten solo eller som hold af to eller fire. Der konkurreres i seks forskellige klasser, hvor det er holdets størrelse og sammensætning, der afgør, hvilken klasse man skal stille op i. Der bliver dog ikke tale om hård konkurrence, da 12 timer i Rold er et motionsløb for alle.

Landevejscykling

I sensommeren finder endnu to store cykelevents sted i Rebild Kommune. Disse er dog for landevejscykler – ikke MTB. Søndag den 23. august køres der for anden gang Rundt om Rold. Løbet er arrangeret af Cykelmagasinet i samarbejde med Comwell Sport Rebild Bakker. Løbet er et motionscykelløb, hvor der kan vælges mellem to ruter på enten 54 eller 108 km. Der er plads til 500 deltagere. Til september kommer Amatørernes verdensmesterskaber i landevejscykling igennem en stor del af Rebild Kommune. Dette har tidligere været omtalt i Vores Avis.

På MTB i Rold Skov

Rold Skov er et af landets bedste MTB-områder. Rold Skov er på Naturstyrelsens liste over de 10 bedste MTB-områder i Danmark, og i sidste uge bragte Vores Avis, under Fanget i Farten, nyheden om, at én af Rold Skovs MTB-ruter er udpeget til Danmarks anden bedste af hjemmesiden vorespuls.dk. I alt er der fire forskellige MTB-ruter i Rold Skov. Børne MTB-ruten er ca. 1,4 km lang og kan køres igennem på tre forskellige måder, som øger sværhedsgraden. Børneruten er både for børn og andre nybegyndere. Den store Rold Skov rute er i alt 26 km, men er anlagt, så man ikke behøver at tage hele turen. Der er en gennemgående blå rute, hvor der undervejs er mulighed for at begive sig ud på små ”omveje”, hvor det bliver enten lidt eller meget sværere at styre cyklen. På den måde kan ruten varieres fra gang til gang og i forhold til rytterens evner på en MTB. 24 timers MTB-ruten er 14 km lang og veksler mellem let og middel sværhedsgrad. Downhillbanen i Rold Skov er Danmarks største downhillbane. Den er 450 meter lang, og det går ned ad bakke, over store og små hop og forskellige forhindringer. Derfor er banen heller ikke for alle, men for de rutinerede ekstremsports-MTB’ere.

Share.

Der er lukket for kommentarer.