Støvring DCH fik flot sæsonstart
2016-sæsonen fik den bedst tænkelige start for Støvring-afdelingen af Danmarks Civile Hundeførerforening, DCH, da turen lørdag den 2. april gik til årets første lydighedsprøve i Langå ved Randers. Tre ud af fire førere med hund sikrede sig oprykning!
Birgit og Zaki debuterede i C-klassen med 16 hunde og blev nr. 4 med 131,8 af 150 mulige points. Dermed var oprykningen i hus.
I B-klassen deltog tre lokale hundeførere, i skarp konkurrence med 23 andre.
Her blev Gert og Kenzo nr. 6 i kraft af 170,95 points af 200 mulige, Astrid og Linca nr. 9 med 160,1 points og ligeledes oprykning, mens det på grund af lidt konkurrencenerver ved sæsonstarten blev til 122,65 points og en 21.-plads for Conni og Ally, som ellers er et særdeles stærkt makkerpar og garanteret kommer stærkt igen ved de kommende konkurrencer.
Pokal-høst
I lørdags gjaldt det fire lokale hundeføreres deltagelse i en landsdækkende lydighedskonkurrence i Kongerslev DCH.
Her hentede Birgit & Zaki deres første pokal i C-klassen, i kraft af en 2.-plads og en flot score på 138,7 points. Dermed sikrede de sig oprykning for anden gang i to konkurrencer, og skal fra næste år konkurrere i B-klasen.
Gert & Kenzo sikrede sig den første pokal i B-klassen med en 2.-plads og 158,2 points.
Flemming & Baldie debuterede med 123,1 points, mens Astrid & Linca opnåede 11,9 points.
En god start for Støvring DCH på vejen frem mod DM.