Stor international opera- og piano-oplevelse er i vente

Annonce

Søndag eftermiddag den 3. april bliver en stor dag i Rebild Musikforening: En af Danmarks mest skattede operasangere, Tina Kiberg, synger lieder og operaarier i KluturStationen i Skørping, akkompagneret af den anerkendte pianist Tove Lønskov, – også en af landets populæreste!

Tina Kiberg er en af Danmarks absolut største operastjerner, og hun er top-efterspurgt både herhjemme og i udlandet, hvor hun har sunget på de store internationale scener, fx ved Wagnerfestspillene i Bayreuth og på Metropolitan Operaen i New York. I 32 år har hun været en af de førende sopraner i Det Kongelige Teaters solistensemble. Ved koncerten i KulturStationen giver hun fx et nummer fra Det Ny Teaters aktuelle opsætning af The Sound of Music.

Pianist Tove Lønskov har en omfattende karriere som solist, kammermusiker og akkompagnatør i ind- og udland. Ved siden af solistkarrieren har hun gennem en del år været docent ved musikkonservatorierne i Aarhus og København.

Programmet 3. april spænder lige fra dramatiske tyske arier af Wagner og Strauss over spanske temperamentsfulde sange af Granados til lyriske danske sange af Lange-Müller og Carl Nielsen.