DEN STORE BAGEDYST for hold i Rebild Ungdomsskole
Rebild Ungdomsskole har i samarbejde med Bakkehusene afholdt ”Den store bagedyst” for eleverne i 7.-9. klasse. Til bagedysten deltog 21 unge, som var fordelt på ni forskellige hold. Alle hold skulle først igennem en hemmelig udfordring, som stod på franske macarons, og derefter havde holdene tre timer til at bage deres selvvalgte mesterværk.
Man kan roligt sige, at Bælum vrinlede med unge bagetalenter..!
– De unge arbejdede meget koncentreret og fokuseret under hele bagedysten, og flere havde forberedt sig grundigt hjemmefra, hvilket medførte at kagerne var på et højt niveau og meget flot dekoreret, fortæller Malene Kolmos, centerkoordinator i Ungecenter Øst.
Bælum blev centrum
Det er vigtigt for Rebild ungdomsskole at inddrage alle unge i Rebild kommune i ungdomsskolens forskellige aktiviteter.
Flere af de unge i Bælum oplever imidlertid udfordringer med transportmuligheder, når de skal deltage i ungdomsskolens arrangementer.
Derfor finder ungdomsskolen det vigtigt at holde nogle af arrangementerne i Bælum, som altså blev centrum for den spændende tv-inspirerede bagedyst forleden.
De unge fik selv idéen
Idéen til gennemførelse af en lokal udgave af ”Den store bagedyst” er de unge på Bakkehusene selv kommet på, og de har derefter i fællesskab med et par lærere og Rebild Ungdomsskole arrangeret eventet.
– Det har været fedt, at eleverne har været så engageret, og det er dejligt med aktiviteter på tværs af klasserne, da det styrker sammenholdet. Derudover var det bare en super hyggelig dag, konstaterer Louise Andersen, lærer på Bakkehusene.