Suldrup byder på masser af julehygge i Stensbohallen søndag
En af julens dejlige traditioner holdes i hævd, når Stensbohallen i Suldrup søndag eftermiddag den 6. december slår dørene op til sit årlige julearrangement.
Traditionen tro er det Stensbohallen, IK-Frem, FDF’erne, Myretuen, Borger- og Erhvervsforeningen samt Tumlehøj, der arrangerer.
Det er med andre ord et arrangement, der kan knyttes gode forventninger til.Fra arrangørerne lyder det således forud for begivenheden:
– Juletræet er pyntet, pakkerne er lagt under træet, halbelysningen er dæmpet og julemusikken strømmer dig i møde.
– Vi skal danse om juletræet og synge. Vi skal kalde på julemanden og håbe på, at vi kan råbe ham op.
– Når julemanden kommer, har han forhåbentlig lavet slikposer til alle, som har købt en billet dertil 😉
– Der er en aktivitetsbane eller motorikbane, som børnene kan boltre sig på.
– Der er boder, hvor man kan prøve lidt af hvert.
– Stigs Cafeteria er flyttet ned i hallen, og her er der mulighed for at købe kaffe, the, æbleskiver og meget andet.
– Der er også et par salgsboder, hvor man kan købe tupperware, både nyt og brugt og andre sjove ting og sager.
– Der er opsat borde og stole, så der er mulighed for at hyggesnakke ved bordene.
– Dagen afsluttes på skønneste vis med luciaoptog af Heidis kor.