Sværvægts-input på først-til-mølle-konference
Der bliver tæt besat med udefra kommende sværvægtere inden for dansk idræt, kultur og foreningsliv, når Rebild Kommunes store Fritids- og Idrætskonference ”REBILD 2016” løber af stabelen onsdag aften den 27. april på Comwell Sport Rebild Bakker.
Alle borgere, foreninger, politikere og andre interesserede er meget velkomne til at deltage i konferencen. Plads til 200 personer og tilmelding efter først til mølle princippet. Det er gratis at deltage. – Tilmelding kan ske til Maria Knudsen på [email protected]

Rebild Kommunes Fritidsråd har fostret idéen og planlagt den store inspirations-konference, hvor der efter velkomst af borgmester Leon Sebbelin og indlæg fra aftenens hovedtaler Ulrik Wilbek vil være fire spændende hovedtemaer, hvoraf deltagerne kan vælge to, da temaerne kører sideløbende to-og-to, med kaffepause og ”sporskifte” inden anden afdeling og afsluttende fælles opsamling på aftenen.
AFTENENS FIRE TEMAER:
1.a: ”Talentudvikling i samspil med bredden”
Oplæg ved Jesper Møller, fmd. for DBU,
og Hadsund Roklub, der brænder for talentudvikling.
Ordstyrer Klaus Anker, Kultur- & Fritidsudvalget i Rebild Kommune.
1.b: ”Er der plads til individualisterne i foreningerne?”
Hvordan skal foreningerne og Rebild Kommune arbejde med borgere, som vil det individuelle versus fællesskabet?
Oplæg ved Søren Møller, formand for DGI.
Ordstyrer Helge Søgaard, Rold Skov Orienteringsklub.
Spor 2a: ”Hvordan aktiverer vi de grå hoveder i kommunen?”
Voksne og seniorer vil andre aktiviteter end børn. – Aalborg Kommune og Mariagerfjord Kommune fortæller om deres erfaringer med deres projekter for seniorer.
Ordstyrer Lene Aalestrup fmd. Kultur- & Fritidsudvalget i Rebild Kommune.
Spor 2b: ”Fremtidens idrætshaller”
Flere og flere vil dyrke idræt under åben himmel – hvad gør vi med vores haller?
På landsplan er der et stort fokus på haller og haldrift. Derfor har forskere på Syddansk Universitet i samarbejde med Idrættens Analyseinstitut igangsat et landsdækkende forskningsprojekt om haller. Projektet er finanseret af TrygFonden og LOA. Rebild Kommune bidrager til forskningsprojektet.
OplægsholderHenrik Brandt, stifter og direktør Idrættens Analyseinstitut.
Ordstyrer Søren Konnerup, halinspektør og medlem af Kultur- & Fritidsudvalget.