Teaterstrøg og tango-toner i Kulturhuset Arden
Teaterleder Susanne Sangill og scenograf Nick Pedersen, Skørping, – og Himmerlands Teater – holder fælles udstilling i Kulturhuset i Arden i september og oktober.
Billederne er inspireret af en blanding af dét, der optager dem begge meget, nemlig argentinsk tango og de øjeblikke, der sætter sig på nethinden når man opmærksomt bevæger sig igennem livet og hverdagen.
Begge arbejder til dagligt på Himmerlands Teater, hvor det at fortælle historier er hovedformålet, og at male er bare en ny måde at udtrykke sig på. Det er et kalejdoskop af indtryk og oplevelser, der møder betragteren. Billeder med humor, alvor og inderlighed. Til ferniseringen lørdag den 2. september fra sidst på formiddagen underholder multimusikeren Jacob Rose.