Terndrup Bridgeklub – er der jubilæum i år eller ej…?

0

På et bestyrelsesmøde forleden kunne Terndrup Bridgeklub melde sig klar til den nye sæson 2019/2020, hvor man igen foruden ”de udlærtes” spil i nord og syd og øst og vest kan tilbyde begynderundervisning.

Det er iøvrigtlidt diskutabelt, om den ny sæson er et jubilæumsår, men indiskutabelt er det, at der blev igangsat en bridgeklub i Terndrup i 1969. Efter nogle få år gik den i stå for så at genopstå engang i 1970’erne. Siden har den fungeret med forskellige spillesteder, men den sidste snes år har spillestedet været Terndrup Medborgerhus.

Undervisningen bliver torsdag formiddag og det bliver igen Hans Andersen, Bælum der vil putte noget bridgeteori ind i knolden på eleverne. Der er ingen aldersbegrænsning for at være med, men tidspunktet indikerer vel, at man fortrinsvis regner med arbejdsfrie mennesker.

Den nye sæson i Terndrup Bridgeklub indledes som altid den 1. tirsdag i september og der er plads til nye medlemmer. Ved sæsonstarten er Knud Erik Christensen, Kongerslev formand, mens Peter Mikkelsen, Bælum er kasserer og Hans Bjørn, Terndrup er turneringsafvikler. Desuden har Svend Pedersen, Kongerslev og Leif Folkersen, Terndrup sæde i bestyrelsen.

Share.

Der er lukket for kommentarer.