Til fælles kamp mod kæmpebjørnekloen..!
”Kæmp med eller du gør dig selv en bjørnetjeneste”.
Forleden vedtog Rebild Kommune en indsatsplan for bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo i lokalområdet. Med god grund: Planten kan give endog meget irriterende udslæt, som kan vare ved i årevis!
Indsatsplanen anviser, hvordan og hvornår man bedst bekæmper bjørnekloen, og hvad man skal være opmærksom på når man gør det.
Bekæmpelse af bjørneklo er vigtig da planten truer med at udrydde andet planteliv. Desuden er planten direkte farlig for mennesker: Får man plantesaft fra bjørnekloen på huden, skal der straks søges læge, da huden bliver stærkt overfølsom over for sollys og udvikler store røde plamager, væskende blæner og lignende.
Behandles tilfældet ikke straks, kan overfølsomheden vare i årevis, hvor den ramte vil være tvunget til at holde sig indendørs eller tildække de ramte områder af kroppen ved udendørs ophold i sollys.
Fælles ansvar
Hvis det skal lykkes at få udryddet bjørnekloen, er det vigtigt at man som lodsejer er opmærksom på at få udryddet eventuel forekomst af planten på egen grund.
– Det er vigtigt at alle forekomster af planten udryddes, ellers vil den blot spredes igen, udtaler biolog Anja Daugbjerg Hansen.
For fremtiden vil man kunne registrere forekomst af kæmpe bjørneklo via internettet på Rebild Kommunes hjemmeside.
Dermed bliver det muligt for kommunen at følge op på registreringerne og bekæmpe kæmpe-bjørnekloen.
Alternativt kan man kontakte biolog Anja Daugbjerg Hansen på tlf.: 99 88 76 56
Den foreløbige indsatsplan fra Rebild Kommune løber fra 2015 – 2017.
Indsatsplanen kan findes på www.rebild.dk
Kun frø-spredning
Hvis det kan være til nogen trøst, formerer kæmpe-bjørnekloen sig kun ved frøspredning og ikke vd rodskud.
Til gengæld frembringer en plante snildt 50.000 frø på en sæson, og hvis de får lov til at modne, kan de spredes med fugle og andre dyr til nye områder, hvorefter det hele starter forfra…
DERFOR: Ud med bekæmpelsesmidlerne overalt, hvor den skrækkelige indvandrer fra Kaukasus huserer..!

Ubehageligt ser det ud… “Kæmp med eller du gør dig selv en bjørnetjeneste”