Trafiksikkerhed i øjenhøjde i Skørping: Skoleelever lærte bl.a. om påpasselighed ved sving

0

Skørping Skole havde forleden besøg af Danmarks største Trafiksikkerhedskampagne for børn, ”Trafiksikkerhed i Øjenhøjde” som for 17. år i træk har turneret landet rundt siden 2003 for at undervise skoleelever i 3.-5. klassetrin i at passe på i trafikken i almindelighed, og når især lastbiler svinger til højre i særdeleshed. Skørping Skole var én ud af ialt 50 skoler i Danmark, der fik besøg i denne omgang.

I løbet af sommeren besøger kampagnen desuden forskellige events, blandt andet Teknisk Museum i Helsingør og Hjørring Dyrskue.

Lastbilernes funktion og betydning for de genstande, børnene kender fra deres hverdag er i fokus i kampagne: Lige fra det tøj, børnene går i, til den seng de sover i, er leveret af en lastbil, som altså er en særdeles nyttig ting i transport af varer, men også kan være farlig i trafikken.

Et skolebesøg består i undervisning i trafiksikkerhed i klassen, efterfulgt af demonstration ved lastbilerne, som er med rundt i kampegnens besøg på skoler og ved forskellige events med mange mennesker samlet.

Her kan skoleelever og andre selv opleve, hvor svært det er at se cyklister, fodgængere og andre ”bløde trafikanter” i lastbilernes spejle, især ved højresving.

Ud over sikkerhed i forhold til lastbiler undervises eleverne også i vigtigheden af at være synlige i trafikken.

Eleverne modtager efter undervisningsforløbet forskelligt sikkerhedsudstyr, blandt andet i form af trafikveste.

Formålet med kampagnen er (naturligvis…!) at undgå ulykker, heriblandt højresvingsulykker, ved at informere eleverne om lastbilens kritiske zoner, hvor chaufføren har begrænset udsyn.

Selv om der de seneste år har været færre ulykker med lastbiler involveret, er der fortsat et stort behov for at oplyse især de mindste trafikanter om færdsel, så ulykker kan forhindres.

Bag kampagnen står en række store aktører inden for bl.a. transportbranchen: DTL,  Volvo, Danske Fragtmænd, Energiselskabet OK, Codan og Børneulykkesfonden.

Share.

Der er lukket for kommentarer.