”Færdselsprøve” er ikke kun noget for folk, som ønsker at få sig et kørekort til fx bil, motorcykel eller scooter.
I Støvring DcH optrådte dommer Erik Søndersø Ahrends i rollen som prøvesagkyndig for de spændte hundeførere og deres firbenede venner, som havde forberedt sig til prøven i månedsvis.
Første del af prøven blev aflagt på klubbens baner: Lydighed, hvor lineføring, gruppe fri ved fod, sit og dæk med indkald og langtids afdækning med afledning, indgik som elementer. Dernæst foregik resten af prøven i Støvring by, hvor der blev lagt vægt på hundens stabile væsen, idet hundene skulle være uberørte over en del forskellige situationer, som man støder på i byen. Det var blandt andet situationer, hvor personer kom løbende eller cyklende imod hund og hundefører, at hunden var bundet uden at fører var til stede, og at en forbipasserende stoppede dem og spurgte om vej: – Det var en rigtig god dag, hvor der ud over den ”alvorlige” del i form af selve øvelserne heldigvis også var tid til at hygge med grillen til frokost.
– Foto er fra den hyggelige grillfest på dagen.