Tre timers forygende musikalsk frikvarter i Ravnkilde Forsamlingshus
Forleden havde Himmerlands Folkemusikskole premiere på et nyt samarbejde med Ravnkilde Forsamlingshus og Butikken i Gl. Skørping, – et musikalsk åbent hus, hvor alle var velkomne, både musikere og gæster, som ”bare” ville nyde musikken. 80 personer inklusiv de medvirkende musikere havde fundet vej til Ravnkilde Forsamlingshus, og de fik tre timers forrygende underholdning med fuld tryk på instrumenter som violin, klarinet, tuba, guitar og sav mm. Det hele var under kyndig og humoristisk ledelse af Klaus Pindstrup fra Himmerlands Folkemusikskole, og den kyndige hånd var også nødvendig, for på et tidspunkt var der ikke færre end 25 musikere at holde styr på på samme tid.
– Både tilskuere og musikere var enige om, at arrangementet var en kæmpe succes, og at det ikke var sidste gang der blev afholdt musikalsk åbent hus i Ravnkilde Forsamlingshus, fortæller Bjørn Haulund Hansen, Ravnkilde Forsamlingshus. – På fotoet herover et glimt fra den svingende og hyggelige dag.