Trioen Zenobia giver to koncerter i Haverslev – både skolekoncert og offentlig koncert

0

Tirsdag d. 30. april giver trioen Zenobia hele to koncerter i Haverslev.

Ved middagstid er de yngste elever og deres lærere fra hhv. Haverslev skole og Gregers Krabbe Friskolen inviteret til Carl Nielsen koncert i Haverslev kirke som en del af skole-kirkesamarbejdet i Aarestrup-Haverslev. 

Her skal eleverne hører musik af og fortællinger om komponisten Carl Nielsen og også selv synge et par sange sammen med de 3 professionelle musikere/sangere, der udgør trioen Zenobia. Forinden har elever haft besøg på skolerne af organist Anette Kjær, der har lavet en lille koncertoptakt for eleverne og har fortalt dem om, hvad de skal høre til koncerten. 

”Vi har rigtig gode erfaringer med på denne måde at forberede eleverne til koncerten. Det giver en helt anden oplevelse for dem på forhånd at kende lidt til den musik, de skal høre og vide, hvem det er, der kommer og spiller for dem, og musikerne melder altid tilbage, at de oplever, at der er en større lydhørhed og opmærksomhed ved koncerterne her end mange andre steder, hvor de spiller”, fortæller Anette Kjær. 

Aftenkoncert for alle

Skole-kirke-koncerten er et lukket arrangement, men om aftenen tirsdag d. 30. april kl. 19.30 giver Zenobia endnu en koncert i Haverslev kirke under overskriften ”Den danske sang på nye, stærke vinger…” og her er alle velkomne til at komme og høre den anmelderroste trio synge og spille sig gennem et spændende og medrivende program med nyfortolkninger af kendte sange, krydret med deres egne bud på nye, danske sange.  

Trio Zenobia

Zenobia består af sangerinden Louise Støjberg, harmonikaspilleren Mette Kathrine Jensen Stærk og Pianist Charlotte Støjberg er veletablerede fortolkere af den danske sang-, salme- og visetradition. De har spillet hundredvis af koncerter siden 2007. Trioens koncerter er musikalske oplevelser, bundet sammen af fortællinger om sangene, refleksioner om at leve et liv i nutiden med et soundtrack af gamle ord og toner, og om balancen mellem fornyelse og bevarelse. 

Trioen har solgt over 10.000 eksemplarer af deres første tre plader. I marts 2018 modtog sangerinden Louise Støjberg Danish Music Award som ‘Årets Folk Sanger 2017’, for sit arbejde med Zenobia og ‘en særlig fin kontakt til publikum og sin evne til både at være poetisk …og rå, når det skal være’.

Vel mødt!

Kom og hør Zenobia live i Haverslev kirke tirsdag d. 30. april kl.19.30. Alle er velkomne og der er gratis adgang. 

Share.

Der er lukket for kommentarer.