”Ud i naturen med RebildGuiden…”: Husk at besøge Himmerlands mindste kirke

0

Af RebildGuide Birgitte Wilsted Simonsen

Man skal næsten lede bevidst efter den – Gerding Kirke. 

Den ligger ikke som så mange andre kirke højt synligt på en bakketop eller ud til landevejen, ligesom den ikke har et tårn med spir, som ses over trætoppene. Nej – Gerding Kirke ligger gemt lidt væk fra det hele – undtagen den lille samling af huse, hvor den hører til.

Første gang jeg kom til Gerding Kirke var det lidt ved et tilfælde. Jeg skulle undersøge, om der lå en shelter i byen, og lige pludselig så lå den der … en lille kirke bygget i sten med et lille spir på taget.

På trods af sin lidt uanselige placering og størrelse gjorde den indtryk. Det lyder mærkeligt, at sige kirken var indbydende, dér på afstand, men jeg fik lyst til at se nærmere på den.

Himmerlands mindste

Gerding Kirke er Himmerlands mindste landsbykirke, og er vurderet til at være bygget omkring år 1075-1250. Kirkens kor og skib er fra romansk tid

Prædikestol, døbefont og stager er fra 16-1700-tallet, mens våbenhus og det lille tårn er tilbygget i 1892-93, og det er også cirka herfra kirkens altertavle og klokke årstalsmæssigt stammer.

Ændringer op gennem årene

Gerding Kirke er løbende blevet restaureret og ændret. Den tidligere dør for mænd fra den gang, at mænd og kvinder gik ind af forskellige døre, er blevet slettet.  Ser man efter ved denne dør, kan man i den store sten, som er overligger til døren, se to indhuggede træer og syv buer. De to træer menes at være symboler på kundskabens og livets træ.

Væggene inde i kirken blev først rettet op, så de blev lige, men efter en årrække så blev de først tilbage til den oprindelige udformning.

På samme tidspunkt renoverede man gulvet og fandt her tre personer begravet under korets gulv. Det er to voksne og et barn, og hvem disse personer er, og hvorfor de måtte begraves -under gulvet i koret, dét ved man ikke noget om.

Som noget helt specielt skulle der på loftet af kirken findes en gammel ligbåre, som blev anvendt til at hente afdøde til kirken.

Stor sort marmorengel

Når jeg er ved Gerding Kirke, så går jeg ofte en tur på den velholdte kirkegård. En stor sort marmorengel står her som en markant kontrast til Himmerlands mindste kirke.

Share.

Der er lukket for kommentarer.