630 kommunalt ansatte og stadig flere deltagere ”udefra” = rekord for Triatlandløbet onsdag

0

Når 2019-udgaven af Triatlandløbet sættes i gang fra Privathospitalet i Skørping onsdag ind under aften i denne uge, kommer 630 af de 1064 deltagere blandt andet fra Rebild Kommunes børnehaver, ældrecentre, skoler og administrationsbygninger. Sportsklubben IF Frem Skørping kan glæde sig over at få hele overskuddet.

Borgmester Leon Sebbelin glæder sig over, at mere end hver fjerde kommunalt ansat har valgt at gå fire km eller løbe fem km i den sunde sags tjeneste og samtidig styrke sammenholdet på arbejdspladsen.

– Det er fint at opleve kolleger med sved på panden og selv at være fysisk aktiv. Dernæst er det ikke dårligt for det generelle arbejdsmiljø, at man mødes uden for den daglige trummerum, får snakket, moret sig og spiser sammen, understreger han.

Flere deltagere

og bredere opbakning

Leon Sebbelin noterer også, at Triatlandløbet slår deltagerrekorden fra sidste år og samtidig tiltrækker nye målgrupper.

– Ud over den store opbakning fra kommunens egne folk er det værd at kippe med flaget over, at der kommer flere og flere deltagere fra andre kommuner og organisationer, i år for eksempel hele ti hold fra Området for kommunikation og specialpædagogik, Region Nordjylland.

– Triatland er kommunens ”place brand”, det navn der henviser til vores enestående natur og de udfoldelsesmuligheder, det giver os. 

At Triatlandløbet så småt er ved at få fat i firmaer og organisationer uden for kommunen er et kontant og 100% sikkert bevis på, at Triatlandløbet for alvor her i sin tredje udgave bidrager til Rebild Kommunes branding.

Folk fra Rebildløbet er erfarne tovholdere

Leon Sebbelin sender i samme ombæring en stor tak til de erfarne arrangører i Rebildløbet, som står for arrangementet, og de omkring 50 frivillige, som knokler for, at det tredje Triatlandløb bliver mindst lige så stor en succes som sine to forgængere.

Fokus på bæredygtighed

Alle de krus, der bruges på hele løbspladsen, er miljøvenlige biokrus fremstillet af plantestivelse. 

Rebild Kommune, der som nævnt har rigtig mange deltagere, er gået et skridt længere i bæredygtighedens tjeneste. De kommunalt ansatte opfordres til at medbringe drikkedunke, som de kan få fyldt op ved taphaner med lokalt vand. Skulle der være en enkelt, der har glemt drikkedunken, kan vedkommende i stedet bruge biokrus…!

FOTO: Privathospitalet i Skørping byder på ideeller rammer til start og afslutning på det succesfulde Triatlandløb.

Share.

Der er lukket for kommentarer.