Ungdomspokal og “Årets Olfert” uddelt i Frem
Årets Olfert og Jutlander Banks ungdomspokal blev uddelt i forbindelse med generalforsamlingen i IK Frem Sønderup-Suldrup forleden.
Jutlander Banks ungdomspokal uddeles til en ung træner/leder, som har gode evner for tilrettelæggelse og instruktion af træningen i sin klub – eller en ung idrætsudøver, som har udvist flotte sportslige præstationer og kammeratlig optræden. Personen er i aldersgruppen 13- 21 år.
Pokalen gik denne gang til Kristian Søgaard fra håndboldafdelingen i IK Frem.
Af indstillingen fra håndboldafdelingen fremgik der blandt andet følgende:
”Kristian er en ildsjæl, der med sin ro og sit gode humør ”smitter” og
inspirerer sine medmennesker. En personlighed, som enhver forening, båret af frivillige kræfter, ville misunde os i IK Frem.”
Årets Olfert
Årets Olfert uddeles til en leder eller anden person, som har udført et stort uegennyttigt arbejde for klubben.
Årets Olfert 2016 blev tildelt John Danielsen, fodboldafdelingen.
Af indstillingen fra fodboldafdelingen fremgik der blandt andet følgende:
”I minimum 25 år har han været primus motor for at fodbold banernes linjer stod knivskarpe og altid i vinkel. ”linjerne skal være i orden, alt andet duer ikke”.
Introduktionen til netop kridtningen fik han sammen med sin far, og som hans mangeårige ven siger: ”Der gik ikke megen tid så overtog han bare opgaven og løste denne”. I en årrække var der ansatte i kridtafdelingen, og disse folk blev serviceret med grej, som var gennemgået og klar til brug, – der var igen styr over tingene.”
– Der skal lyde et KÆMPE tillykke og tak fra hovedbestyrelsen i IK Frem til de to vindere for deres kæmpe indsats i foreningen. Herudover vil hovedbestyrelsen også benytte lejligheden til at sige tak til alle de frivillige i IK Frem, der dagligt bidrager i foreningen, lyder det på hovedbestyrelsens vegne fra næstformand Ulrik Pedersen.
- På fotoet ses John Damnielsen med “Årets Olfert”-pokalen.