Veggerby Seniorer med hele TO efterårs-udflugter i år..!
Først var foreningen, sammen med Veggerby Menighedsråd på heldagstur.
Turen gik til Baunekirken i Tjørring ved Herning. Her fik deltagerne en spændende rundvisning, hvor vi hørte om hvordan kirken var bygget i slutningen af 70’erne, og senere bygget om for 33 millioner. Det var en meget særpræget, men spændende kirke.
Herefter gik turen i retning af Søby Brunkulslejr, hvor seniorerne sammen med en rigtig dygtig guide blev kørt rundt for at besigtige de gamle udgravninger, og efterfølgende så det spændende museum, som var opbygget omkring hele perioden, hvor der var blevet gravet efter brunkul.
Eftermiddagskaffen blev drukket på Grønhøj Kro, hvor adskillige stykker af den berømte kringle efter oldemors opskrift blev sat til livs, og lagkage! De skønne kager blev krydret med historier af kromanden, og herefter en tur i Morten Korch museet, som åbnede i 2013. Og sideløbende hermed var også indrettet museum om ”kartoffeltyskerne”. En dag, hvor vejret var med arrangører og deltagere, – et lysglimt efter den danske ”sommer” 2017, og humøret var højt hele dagen.
Derefter var det så tid for en kørselvtur, som i år gik til Haven i Hune, hvor der vankede kaffe i galleriet. Haven i Hune var etableret af Anne Just, som også var en meget dygtig maler, og mange af hendes blomstermalerier kunne også købes i butikken. Efter Anne Just’s død er haven ført videre af en fond, og der er ansat fire personer på fuld tid. Det var en meget frodig have, og meget flot. Herefter kørte de fleste videre til Skulpturparken, ligeledes i Hune. Her var både skulpturer i sand, træ, sten, beton, bronze, samt sansehaver og orangerie. I det hele taget en meget vellykket tur i det fine sensommervejr (kun en enkelt regnbyge).