Veggerby Seniorer oplevede først et koldt virksomhedsbesøg og senere en dejlig lun andesteg efter Tysklandstur med Sønderup Seniorer
Veggerby Seniorer var torsdag den 5. november på virksomhedsbesøg hos Lundsøe Køl & Frys på Jellingvej i Svenstrup. I alt deltog 33 medlemmer i besøget, hvor ejeren af firmaet, Søren Søe Larsen, gav gæsterne en interessant gennemgang af firmaets aktiviteter og viste rundt, – også i fryserummet, hvor der var minus 25 grader, så det var en håndfast forsmag på vinteren..!
I alt bliver der håndteret omkring 60.000 tons fødevarer om året hos Lundsøe Køl & Frys.
Firmaets afdeling i Svenstrup håndterer for det meste dybfrosne skalrejer. Her har man robotter til at håndtere sortering af kasserne i de rigtige størrelser og på de rigtige paller. En omstilling af robotterne kan klares på højest 10 minutter. Robotterne kører for det meste 24 timer i døgnet.
På fabrikken i Nørresundby glaseres og detailpakkes der primært rejer til det meste af Europa på en højteknologisk linje, herunder robotpalletering. I Lundsøes afdeling på Århus Havn modtages der skaldyr fra hele verden til videredistribution til hele Europa.
Lundsøe beskæftiger ca. 20 medarbejdere.
Alle var enige om at det havde været en spændende og lærerig eftermiddag.
En lun omgang banko
Forleden gjaldt det så en noget lunere oplevelse, da Veggerby Seniorer sammen med Øster Hornum Seniorer tog afsted på bankotur til julebyen Tønder, og en tur over den tyske grænse.
Dagen afsluttedes med andesteg og ris a la mande i Sønderup Forsamlingshus, og det blev en rigtig god dag for de 48 deltagere i turen,
– naturligvis ikke mindst for vinderen af mandelgaven, som i lighed med de øvrige kunne slutte dagen af med en hyggelig kop kaffe i forsamlingshuset.