Anette Hovesen, medarbejder i beskæftigelsesområdet i Jammerbugt Kommune og selvstændig med arbejdsxmiljø-virksomheden WorkEasy, Støvring, stiller sig nu også til rådighed som kandidat på Venstres opstillingsmøde til byrådsvalget i Rebild Kommune, den 26. april.
Den nytilkomne Venstre-kandidat er 42 år, gift og har to drenge på 13 år og 16 år. Hun bor i Støvring sammen med sin familie og er som nævnt både lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende.
Gennem en årrække har Anette Hovesen arbejdet i politisk ledede organisationer med fokus på arbejdsfastholdelse, sundhed og forebyggelse under en arbejdsmiljøparaply.
I sin fritid har hun i mange år været aktiv i det lokale foreningsliv omkring sine børns fritidsaktiviteter, og hun har tidligere været bestyrelsesformand i Børnehaven Skovhuset. I øjeblikket sidder hun i bestyrelsen for Stubhusrevyen.
– Jeg har længe haft lyst til at bidrage til det politiske arbejde i Rebild Kommune, og jeg synes, tiden er inde til at stille op som kandidat, nu hvor børnene er blevet større, fortæller Anette Hovesen og fortsætter: – Jeg glæder mig meget til at møde Venstres medlemmer på opstillingsmødet den 26. april og til at komme i gang med det politiske arbejde.
Ambitionen om at komme i byrådet bunder i en bred interesse for det politiske arbejde i Rebild Kommune, men med baggrund i Anette Hovesens uddannelse og mangeårige arbejdsfelt, står beskæftigelsesområdet og sundhedsområdet hendes hjerte nært.
– Jeg mener, det er afgørende, at politikerne i Rebild Kommune også tager ansvar for, at arbejdsmiljøet er i top, og at der er fokus på trivsel i hele det kommunale system, slutter hun.