– Vi er meget åbne for forslag til Rebildfestens indhold fremover
Mandag den 4. juli er der Rebildfest i Bakkerne igen. Jeg vil gerne på Rebildselskabets vegne byde alle lokale velkommen til Rebildfest. På sekretariatet har vi arbejdet hele året på at skabe et godt program og er klar til at holde fest og fejre relationen mellem Danmark og USA.
Målet er, at den 4. juli skal være en festdag – både for de lokale og for alle gæster. Vi har forsøgt at sammensætte en dag med elementer, som appellerer til alle aldersgrupper. I år får vi igen besøg af DGIs Verdenshold den 4. juli om formiddagen, som vil lave aktiviteter og workshops for de mindste. Det var en stor success for to år siden, så i år gør vi det igen og byder også på andre aktiviteter for børn.
Nogle vil måske mene, at en forening som Rebildselskabet er blevet overhalet af tiden og har mistet sin relevans og betydning. Det mener jeg ikke. Både på det praktiske og symbolske plan bidrager Rebildselskabet stadig til at holde fast i de værdier og bånd, der knytter os sammen – på tværs af geografi en. USA’s udenrigsminister John Kerry har netop været på besøg i Danmark, og i den forbindelse svarede 64 procent af danskerne i en måling, at de er helt enige eller overvejende enige i, at Danmarks forhold til USA er afgørende for vores velstand og sikkerhed. Kom og vær med til at fejre det gode forhold i Bakkerne den 4. juli.
Vi er meget åbne for input, gode idéer og tanker omkring Rebildfesten og fremtiden. Vi har som ambition, at festen skal være forankret lokalt. Vi ønsker, at det skal være en fest, som også i fremtiden bringer mange gæster og turister til kommunen og Bakkerne.
På Rebildselskabets vegne
Venlig hilsen
Lars Bisgaard
Sekretariatsleder
Rebildselskabet