Vinterferien – ”den nye dreng i klassen”
Vinterferien venter lige rundt om hjørnet. Derfor har Vores Avis set nærmere på vinterferiens historie. Og det kan siges, at vinterferien er ”den nye dreng i klassen”. I modsætning til de andre skoleferier, så er vinterferien nemlig først indstiftet i 70’erne.
De fleste af skoleferierne har en lang historie bag sig. De knytter sig til kirkeårets helligdage, fx juleferie og påskeferie, eller tiden, hvor de fleste danskere var beskæftiget i landbruget. De fleste kender historien om efterårsferien, som engang hed kartoffelferien, fordi børnene skulle have fri fra skolebænken, så de kunne være hjemme og grave kartofler op. Men, så er der lige vinterferien. Hvorfor holder vi vinterferie?
Skiferie
De første kommuner indførte vinterferie for skolebørnene i 1970’erne. Men vi skal helt frem til starten af 1990’erne, før vinterferien blev et landsdækkende fænomen. Ferien opstod, fordi mange familier i denne periode begyndte at tage på skiferie. Det bevirkede, at mange skolebørn blev bedt fri fra skole, så familien kunne komme afsted til enten fjeld eller alpetop. Derfor besluttedes det at forsøge at samle disse aktiviteter ved at give en uges fri for alle elever.
Uge 7 eller 8?
Langt de fleste holder vinterferie i uge 7 eller 8, mens enkelte kommuner lader feriens placering afhænge af, hvornår påsken falder. Også i Vores Avis’ udgivelsesområde er der forskel. Skoleelverne i postnummer 9510 Arden (Mariagerfjord Kommune) kan således se frem til at holde ferie allerede, når klokken ringer ud på fredag. I Rebild Kommune er der vinterferie i uge 8, dvs. fra den 20. – 28. februar.
Hvornår er der vinterferie?
Mariagerfjord Kommune: Uge 7
Rebild Kommune: Uge 8
Vesthimmerlands Kommune: Uge 8