Y’s Men Østhimmerland uddeler 102.000 kr.

Annonce

– Kunne du tænke dig at være med til at dele 102.000 kr. ud til nogen, som har behov for en håndsrækning…?
Sådan lyder spørgsmålet fra Frede Gøttler og de øvrige medlemmer af Y’s Men Østhimmerland, og han fortæller, at mange glade givere, kunder og andre medvirkende allerede har givet større eller mindre bidrag, som tilsammen er løbet op i 102.000 kr.:
– Hvis du har købt en avis eller en annonce hos Y´s Men i Østhimmerland, hvis du har købt jordbær, gulerødder, porrer og andet hos os, ja så har DU også været med til at gøre en positiv forskel, understreger han.

Y’s Mens Club er en slags fællesskab, hvorigennem mange på forskellig måde er med til at skaffe midler til at støtte børne- og ungdomsarbejde og hjælpe mennesker, som ikke har det nemt i livet.
En organisation, som støtter børne- og ungdomsarbejde, især spejderarbejde, samt velgørende arbejde i Danmark og i udlandet, hvor der er behov.

Hvad gik pengene til..?
– Her er en kort omtale af, hvad vi har støttet for de ca. 102.000 kr. vi fremskaffede sidste år., fortæller Frede Gøttler:
– Et af de mindre kendte, men meget effektive hjælpearbejde vi har støttet, hedder MAF. Det er hjælpearbejde som foregår pr. fly. Der benyttes små fly for at komme ud til jordens fjerneste afkroge.
Vejene i disse områder er meget dårlige, så det tager lang tid at benytte vejene, og det kan betyde at hjælpen kommer for sent, f.eks. ved komplicerede fødsler, ulykkestilfælde mv.
-Disse flyvninger kræver dygtige og modige piloter, da landings- og startforholdene ofte er dårlige. Ud over at bringe hjælp ud, betyder flyene også, at man hurtigt kan bringe den syge til behandling på et hospital.

Støtter kristne mindretal
– Vi har også støttet TV-kanalen SAT-7, som nok heller ikke så mange kender, fortsætter Frede Gøttler.
– Det er en satellitkanal, der sender tv ud til kristne mindretal i den muslimske verden på mange sprog. SAT-7 sender både til børn og voksne, med daglige seertal på fem til syv millioner, hvoraf mange er børn, der følger de populære børneprogrammer. Selv om SAT-7 er en kristen tv-kanal, ses den også af mange muslimer. SAT-7 har sendt satellit-tv i over 20 år, og er udelukkende finansieret af private midler.

Støtter grønlandske børn
Et andet støtteprogram, som ligger et stykke væk fra Danmark, gælder grønlandske børn. Alle Y’s Mens klubber i Danmark hjælper sammen med andre organisationer grønlandske børn fra alkoholiserede hjem, så barndommen bliver lidt mindre præget af de voksnes alkoholmisbrug.
– Ligesom tidligere år har vi også denne gang støttet SOS Børnebyerne, Danmission Fremtidsbørn, køb af malaria myggenet, russiske børn der kommer til Danmark og KFUM & K’s familielejre for dårligt stillede familier i Danmark, fortsætter Frede Gøttler.
– Vi har også i nogle tilfælde støttet organisationer der overvejende hjælper voksne, det gælder KFUMs Soldaterhjem, Diakonhøjskolen, Kirkens Korshær og Kamilius Aalborg. Sidstnævnte er en støtteforening af frivillige for hospice i Aalborg.

– Vi har også støttet uddannelse af håndværkere i Rwanda.

…og de lokale spejdere!
– Vi har naturligvis støttet de lokale spejdergrupper med et beløb for hver avis, de har solgt for os, og spejderne har virkelig gjort et godt stykke arbejde i samarbejdet.
– Vi siger tak til alle, som støtter os på den ene eller anden måde, og ønsker rigtig god sommer, slutter Frede Gøttler på vegne af Y’s Men i Østhimmerland, Frede Gøttler.