Ildsjæle og interesserede borgere var mødt op i Business Park Nord i Støvring forleden, for at stifte den nye afdeling af Coding Pirates. Den stiftende generalforsamling startede med et indlæg om Coding Pirates Denmark ved sekretariatschef Brian Lindskov Larsen.
Generalforsamlingen var en stor succes, og slutresultatet er: godkendte vedtægter og en fuldt besat bestyrelse med 5 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
Coding Pirates formål er at fremme børn og unges produktive og kreative it-kompetencer via afholdelse af ugentlige klubaftener og workshops.
Som hovednerve i foreningen står en broget skare af udviklere, lærere, programmører, forskere og entreprenører, som alle har det til fælles, at de ser et behov for et tilbud til børn og unge, der vil styrke deres it-kompetencer og kreativitet.
Og bestyrelsen blev:
Det nyvalgte medlem af bestyrelsen Jacob Sørensen fortæller: – I Støvring afdelingen, har vi valgt at fokusere mest på programmering, elektronik og robotter. Deltagerne vil opdage at dette er den ultimative byggelegeplads, hvor der næsten ingen grænser er. Ved læring gennem leg vil de opdage, hvordan de kan ændre og påvirke den digitale verden som de lever i.
Udover Jacob Sørensen, blev følgende valgt til bestyrelsen: Henrik Svenstrup, Jens Nykær, Anders Esbensen og Niels Mørch-Christensen. Torsten Topbjerg og Jesper Holgersen blev valgt som suppleanter: – Vi er blevet modtaget rigtig godt i Støvring. Bedre end vi havde kunnet håbe på. Business Park Nord A/S lægger lokaler til, og vi har allerede fået både støtte fra private virksomheder og Rebild Kommune.
Fritidsrådet i Rebild har besluttet at støtte etableringen af Coding Pirates Støvring med 22.000 kr., pengene kommer fra fritidsrådets Udviklingspulje. Pengene vil indgå som delfinansiering af opstartsprojektet der etablere Coding Pirates som nyt fritidstilbud i Rebild kommune.
Støtten er specifikt beregnet på udstyr som kan udvikle de kreative rammer for medlemmerne: – Vi er rigtig glade for Fritidsrådets opbakning til etableringen af foreningen, da det bidrager til, at børnene nu kan få nyt og spændende udstyr. I Coding Pirates er nyt udstyr lig med nye oplevelser, erfaringsdannelse og kreativ læring. Tilskuddet giver en helt unik mulighed for at købe udstyr som gør det muligt at bringe børnenes programmering ud i den virkelig verden, hvor de vil kunne se deres kode i funktion i elektroniske enheder og robotter, lyder det.
Vigtigt med samarbejde
Virksomheden MEKAN har også meldt sig på banen. De har sponsoreret 10 stk. micro:bit. Et sponsorat som ifølge Jacob Sørensen er vigtigt: – Vi ser meget gerne et samarbejde med det lokale erhvervsliv. Vi kommer også meget gerne ud og besøger virksomhederne. Dette netop så børnene kan se, at det de lærer også bruges i virkeligheden og faktisk kan danne baggrund for både job og egen virksomhed.
– Vi er klar til at tage imod både børn og frivillige som kan lide at nørde. Man kan læse mere om tilmelding og aktiviteter på vores hjemmeside plus vores Facebook side. Klik endeligt forbi og kom også meget gerne med forslag til aktiviteter m.v.
Læs mere på: https://codingpirates.dk/cp-stovring/