Det er gået helt forrygende for Støvring-virksomheden Seritronic, siden den blev etableret af tre iværksættere i år 2000: Medarbejderstaben er 10-doblet fra 6 til 60, og arealet under tag er ad flere omgange vokset fra de ydmyge lokaler i starten til knapt 3.000 kvadratmeter i Juelstrupparken i dag.
I forbindelse med markeringen af 15 års-jubilæet forleden gik den ene af de tre oprindelige iværksættere, teknisk direktør Hans Spliid Hansen, på efterløn. De to øvrige iværksættere, økonomidirektør Birgitte Helenius og salgsdirektør Hans Henrik Pedersen, fortsætter som sideordnet direktion og ejere, efter at have købt Hans Spliid Hansens tredjedel. – På fotoet øverst ses Birgitte Helenius til venstre, Hans Spliid Hansen i midten, og til højre Hans Henrik Pedersen.
Seritronic har lige fra starten satset på positiv sparring med kunderne, stor fleksibilitet og høj kvalitet i produkterne.
Og det har givet pote: Blandt andet takket være det gode renommé i branchen, som den førende producent af eksempelvis betjeningspaneler tilpasset indiduelt til den enkelte kunde, er det lykkedes at styrke salget trods finanskrisen. Det gælder både salget til nye og ”gamle” kunder i Danmark, og i særdeleshed til nye kunder på eksportmarkederne, ikke mindst i Europa.
Seritronic fungerer primært som underleverandør til skræddersyede virksomhedsløsninger inden for serigrafi og elektronik. Eller en kombination af de to ting i fx betjeningspaneler med touch-screen funktion.
Seritronic leverer produkter i et hvilket som helst oplag, styret fra det hypermoderne udviklings- og produktionsanlæg i Støvring.
Ved større serier samarbejdes ofte med håndplukkede kvalitets-virksomheder i Asien. Dermed opnås til enhver tid de bedste løsninger og ikke mindst priser for kunderne.
Medarbejder-fokus
Gennem årene har Seritronic konsekvent haft fokus på ikke alene tilfredse kunder, men også tilfredse medarbejdere.
Derfor finder produktionen sted i lyse og miljøvenlige lokaler, hvor al teknik er testet og velovervejet med hensyn til miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige påvirkninger af medarbejdere og det omgivende miljø.
Netop nu er flere store nyinvesteringer på trapperne efter samme ”recept”, herunder en ny- højteknologisk trykmaskine, automatisk vaskeanlæg til serigrafi-afdelingen og flere industri-robotter til de mest triville produktionsopgaver.
Andre eksempler på Seritronics fokus på ansvarsbevidste dispositioner i virksomhedens værdigrundlag er installation af hjertestarter kombineret med et ”red liv”-førstehjælpskursus for samtlige medarbejdere, samt aktiv deltagelse i Knæk Cancer-kampagnen.
Facit er, at Seritronic i 15-året for den spæde start som iværksætter-virksomhed er topgearet til den igangværende store ekspansion i omsætning og eksportmarkeder, fortsat med fokus på tæt kontakt til kunderne i udviklingsprocessen, stor fleksibilitet og levering af løsninger, som kvalitetsmæssigt er i top.
Hans Henrik Borup Laugesen
Som afskedsgave for lang og tro tjeneste hos Seritronic fik med-iværksætter og teknisk direktør Hans Spliid Hansen (til højre) blandt andet en ”Rolls Royce-udgave” inden for Weber-grill.Produktionschef Søren Jensen hjælper med at pakke ud. – Iøvrigt har Søren Jensen også været med fra starten i år 2000, og kan således markere 15 års jubilæum i år. (Foto: Flemming Østergaard)