Musikalsk gave til byen fra erhvervsforeningen i anledning af Skørpings 150 års jubilæum
Så er der breaking news fra den musikalske front i Skørping: I anledning af denne uges store byfest har Skørping Erhvervsforening besluttet at give en gave til byens borgere, i form af en festlig koncert med bandet RADIO 80 FM på plænen ved Meny.
Der er lagt op til en forrygende rejse tilbage i tiden til de fantastiske 80’er-dage, da Converse-skoene var et must, tøjet var farverigt, TV2 var et nystartet orkester fra Aarhus, Thomas Helmig havde slangekrøller og Michael Jackson i dén grad var fremme på det allerforreste beat. RADIO 80 FM er kendt for at levere alle de fede gamle 80’er-hits fra Dodo & the Dodo’s, Tøsedrengene, Ray Dee Ohh, føromtalte Thomas Helmig, TV2, Gasolin osv osv.
…og MASSER AF ANDRE spændende aktiviteter i løbet af denne uges store byfest
Som det fremgik af Vores Avis i sidste uge er arrangørerne af Skørping Byfest årgang 2019 så klar som nogensinde til at fyre et overflødighedshorn af spændende aktiviteter af, startende allerede i aften tirsdag med den GRATIS storfilm ”Ternet Ninja” på plænen ved Meny. – Og så går det ellers slag i slag med blandt andet endnu en omgang ”Film under stjernerne” onsdag aften (A Star Is Born), MTB-race, stort legeland, gratis popcorn og pandekager, streetbazar, fredags-jazz, guidet rundvisning og fortælling i Nykirken, skak på Torvet, fredagsfest med grill & musik, sodavands-disco, og samme aften sommer-lounge i Ungdomshusets gård, med både kulørte lamper og koncert med ungdosmbandet UNKA FANKA, lørdagsmorgenkaffe i teltet, løb med Skovløberne Rold, banko, børnelopper, gratis jubilæumskage, streetfodbold, gratis sildebord, ponyridning, høvdingbold, gratis koncert med 80’erbandet RADIO 80 FM, søndag festgudstjeneste og som afslutning det hyggelige cykelløb Tour de Skørping.
Det er Skørping Byfestlaug, Skørping IF Frem og Skørping Erhvervsforening, som i skøn forening stå bag alle løjerne.
…Skørping Rundt på de tohjulede: TOUR DE SKØRPING melder klar søndag
Så er arrangørerne af det festlige, folkelige og fornøjelige hygge-cykelløb for alle, TOUR DE SKØRPING, som det fremgår side 5 for 22. gang atter klar til den årlige cykeltur, som afslutter den store Skørping Festuge.
I år som altid er Skørping Rundt for alle: Børn og unge (som iøvrigt har gratis deltagelse). Voksne og ældre. Dem der vil ta’ det med ro og nyde områdets fantastiske natur, og dem der vil race, træde i karakter op ad Fræer Bakke, sætte hinanden af, eller blot forsøge at slå den personlige rekord.
Også for dem med strøm på..!
El-cyklister, som arrangørerne håber at se rigtig mange af, er særdeles velkomne, og ligeledes rulleski, rulleskøjter, cirkuscykler mm – det bliver sjovt altsammen…..
Men husk nu at holde ind ved kagedepoterne, få en tiltrængt pause, en god snak og ikke mindst ny energi. Og så er der jo altid en fantastisk fest og stemning i målområdet på Stationspladsen med masser af snak og fadøl og slik til børnene.
Masser af præmier som fordeles ved lodtrækning
Og de mange, mange præmier, som fordeles ved lodtrækning efter afslutningen blandt alle deltagere. Afsluttende med den flotte cykel, som Skørping Cykler igen i år generøst, har doneret.
Leth & Mader (Mortensen & Schuldt), ved målvognen har igennem alle årene været en fast institution med mange gode historier og informationer om, hvordan det går ude på ruten. I årets rigtige Tour de France var Jørgen Leth desværre fraværende i år. Hr. Schuldt er udvandret til Bornholm, og mener ikke mere at ha’ fingeren på Skør-ping-pulsen. Han er trådt ned fra podiet og erstattet af en ny byprofil, nemlig Jesper Munksgård., – så det skal nok gå….!
Indskrivning i Gågaden fredag eftermiddag og lørdag formiddag, eller søndag i god tid inden starten på Stationspladsen.