188 husstande på Højdedraget har fået bedre odds ved hjertestop

0

Hjerteforeningen Rebild overrakte forleden en hjertestarter til Heidi Knudsen fra Grundejerforeningen Højdedraget i Støvring. Hjerteforeningens husstandsindsamling i foråret gik netop til køb af hjertestartere til særligt flittige frivillige indsamlings-grupper.

Heidi Knudsen tog initiativ til en indsamlergruppe, som gik sig til en hjertestarter ved at gå mindst 15 indsamlingsruter. 

Heidi Knudsen fik idéen til at starte gruppen, da hun på et Hjerteredderkursus hørte om konceptet. Mange familier fra området var med til at gå de 15 ruter, som udløste en hjertestarter. 

– Beboerne på Højdedraget tæller omkring 188 husstande og repræsenterer familier i alle aldersklasser, fortæller Heidi Knudsen. 

Den nye hjertestarter blev opsat af Hjerteforeningen, inklusiv  varmeskab – monteret og tilsluttet udvendigt på Fælleshuset på Højdedraget. Den er tilgængelig døgnet rundt, året rundt. 

Med i donationen er også et tilbud om at deltage i Hjerteforeningens 30 minutters Giv Liv kursus, og med den nye hjertestarter er det muligt at gøre en forskel i lokalområdet, så det bliver et mere trygt sted at bo. 

– Vi ved, at hjertestartere skal være placeret tæt på det sted, hvor hjertestoppet finder sted, for at hjertestarteren bliver hentet og brugt. Mange kan reddes med en hurtig indsats, fastslår Lisbeth Stenstrop Jensen, formand for Hjerteforeningen Rebild. 

Der opsættes i øjeblikket 375 hjertestartere af Hjerteforeningen rundt om i landet, heraf tre i Rebild Kommune. 

FOTO: På fotoet ses fra venstre Lissy Pedersen, sekretær, Lisbeth Stenstrop Jensen, formand Hjerteforeningen Rebild, Heidi Knudsen med sønnen Silas.

Share.

Der er lukket for kommentarer.