Den 4. alder – du får måske 21 år mere at leve i..!
Tamara og Georg Julin gæster Kulturtallerkenen i Arden.
Det kulturpris-belønnede Kulturtallerken-samarbejde i Kulturhuset i Arden indbyder onsdag d. 15.november til sæsonens andet arrangement, hvor ægteparret Tamara og Georg Julin fortæller om den 4.alder.
Kulturtallerkenen trak sidste sæson fulde huse til 5 aftener med fællesspisning, spændende foredrag og hyggeligt samvær – og der er også i år rift om billetterne.
Foredraget er et “aktivt foredrag”, hvor ægteparret Julin taler om “de mulige år” som forskere siger at “60+”-generation ser ud til at opnå.
Statistikerne peger på, at vi i snit lever 21 år længere og hvad vil vi så bruge den ekstra tid til?
Og hvordan kan vi forberede os til at få en så god kvalitetstid, som overhovedet muligt, ud af de ekstra år?
Sund kost og alt det andet
Georg og Tamara Julin taler om både kost, motion, bolig, sjæl, legeme, jura og økonomi – og om vi har råd til at lade være med at forberede os – på det hele!
Vi ved at der er indsat over 1.200 milliarder på pensionsordninger, der over de næste 15 – 20 år kommer til udbetaling, og fremtidsforskere mener at mennesker over 60 år i stigende grad selv ønsker at bestemme over deres penge.
Masser af gode råd
Og i de knapt to timer foredraget varer, bliver der givet råd om praktiske øvelser, seriøse kostråd, set på økonomiske modeller, talt testamenter og konsekvenser, men ikke mindst set på de rige oplevelser som alle kan blive en del af – hvis man bruger den tredje alder – til at forberede sig grundigt til den fjerde.
Kulturtallerkenen er 5 aftener i efterår 2017 og forår 2018 med fokus på gode oplevelser, samvær og fællesskab. Hver aften indledes med fællessang efterfulgt af spisning, hvor gårdbutikken Arden Frugt & Grønt serverer en lækker ret med lokale råvarer. I forbindelse med spisningen vil der være musikalsk underholdning leveret af Gritt Møller og Fatima Ali, som også synger for og akkompagnerer fællessangene.
Det samlede program kan ses på www.kulturhusetiarden.dk og billetter kan købes på Himmerlandsbilletten og på Arden bibliotek.