5. klasse-elever hørte om livet som proff-forfatter
Et samarbejde mellem Øster Hornum Børneunivers og Suldrup Skole gav torsdag i sidste uge en spændende oplevelse med besøg af forfatter Kasper Hoff: 5. årgang fra de to skoler var ivrige efter at høre om, hvordan det er at være forfatter. Eleverne bliver i deres skoledag bedt om at vise forfatterevner i danskundervisningen og derfor var det både godt og vigtigt at få en oplevelse som denne, hvor der gives et indblik i det voksne forfatterliv på fuld tid. Måske nogle af eleverne går med en forfatter i maven og blev yderligere inspireret denne dag? Forhåbentlig blev alle inspireret til at læse, for gennem læsning bliver man – ud over at fremme sine læsefærdigheder – også præsenteret for andre miljøer og menneskeskæbner end ens egen.