Affaldsindsamling skyder foråret i gang – i Mariagerfjord Kommune på søndag

Annonce

Danmarks Naturfredningsforening Mariagerfjord og Grønt Råd opfordrer alle til at give en hånd med.
Alle kan være med til at gøre Mariagerfjord til Danmarks reneste kommune. Anledningen er den årlige affaldsindsamling, som Danmarks Naturfredningsforening (DN) Mariagerfjord og Grønt Råd gennemfører omkring uge 16 og søndag den 22. april.

– I år har flere end 40 institutioner, klubber og foreninger allerede tilmeldt sig til indsamlingen, men andre kan også være med, fortæller Alan Phipps, DN Mariagerfjord og giver følgende anvisning:
– Deltag med din forening eller institution, fx skoler, børnehaver, foreninger, klubber, spejdergrupper og landsbyer/borgerforeninger. Man vælger selv hvornår, omkring uge 16, der samles ind.
Søndagsindsamlingen den 22. april er for alle, og i tre eftermiddagstimer er der fire indsamlingssteder i Mariagerfjord Kommune, og alle er meget velkomne til at være med. Der er mødesteder ved:
• Min Købmand, Bytorvet 18, 9510 Arden,
• Det Røde Pakhus, Sdr. Kajgade, 9500 Hobro,
• Parkeringspladsen på havnen, 9550 Mariager,
• Dykkerklubben, Bådsstræde 23, Fiskehavnen, 9560 Hadsund.
Tilmelding til søndagsindsamlingen er ikke nødvendig, og der bliver udleveret sække og handsker til alle. Deltagerne bliver budt på en lille forfriskning. Kommunen sørger for at indsamlet affald bliver kørt væk.
I Mariagerfjord Kommune står DN og Grønt Råd bag kampagnen, som kører for trettende år i træk.
Sidste år deltog næsten 1.600 borgere. Tilsammen fjernede indsamlerne mere end 5.000 kg affald og næsten 3.500 dåser, og var på den måde med til at sikre en ren natur.
Nu satses der på at gøre 2018 til et rekordår.