1-2-3 TEGN…! – 80 lokale kunst-talenter til “DM i tegning on Tour” i Skørping
Søndag var Rebild Kulturskole vært ved ”DM i tegning on tour” på Kulturstationen i Skørping, hvor ca. 80 Børn og unge fra Rebild Kommune, samt inviterede børn fra henholdsvis Mariagerfjord kulturskole og Aalborg kulturskole kom til ”DM i tegning on tour”.
Rebild Kommune var stærkest repræsenteret på ”hjemmebanen”, og tegnede sig alene for halvdelen af de 80 kunstinteresserede tegne-talenter.
Viskelæder…? NIX – strengt forbudt!
Børn og unge blev forsynet med tegneopgaver, blanke ark papir, blyanter, blyantspidsere og faste tegneunderlag. Viskelædere var til gengæld strengt forbudt.
Her var glæden ved at tegne bogstaveligt talt sat på spidsen, i et sprudlende show hvor Jannik Broz fra Billedskolen i Horsens med store armbevægelser og velvoksent snakketøj førte an i løjerne.
Under showet, som blev vist på storskærm, blev deltagerne udfordret, når de skulle vride fantasien og opnå nye tegneskills.
Voksende interesse
Interessen for tegning og billedkunst er stigende i Rebild Kulturskole, hvor lidt over 80 elever i øjeblikket får undervisning i de kreative fag.
Det omrejsende tegneshow varmer op til DM i Tegning, som finder sted hos Billedskolen i Horsens lørdag 16. marts.
Stor tegnefestival
Billedskolen Horsens arrangerer Tegnefestival i Horsens for 12. gang, når der igen den 12-17. marts i år tilbydes et væld af kreative workshops for børn, unge og barnlige sjæle.
En uge for alle, der elsker tegning.
Se evt. mere på facebooksiden: Tegnefestival/DM i Tegning