”Kom maj, du søde milde” – og kom til Støvringkorets forårskoncert
Foråret er på vej og i år er bøgen sprunget ud, tidligere end den plejer. Ting forandres – det gælder dog ikke Støvringkorets forårskoncert, som igen i år kan nydes i HUSET, Støvring, og det er torsdagaften den 2. maj, det foregår.
– Koncerten markerer også afslutningen på en særdeles spændende sæson for koret, hvor ét af højdepunkterne var deltagelsen ved opførelsen på Støvring Gymnasium af værket ”Den mindste dråbe” med Johanne Grønkjær Lorentzen som komponist, og korets medlem Henrik Larsen som tekstforfatter og – ikke mindst – flot dirigeret af vores egen dirigent, Inge Brink Nielsen, fortæller bestyrelsesmedlem Anette Nørgaard fra Støvringkoret.
Værket blev opført som en del af et arrangement, som indledte årets udgave af Klima Rebild i slutningen af marts.
– Hvis man gik glip af denne opførelse, er der nu mulighed for at høre dele af værket ved forårskoncerten, hvor koret også har andre spændende rytmiske arrangementer på repertoiret, såvel danske som udenlandske, oplyser hun.
Traditionen tro er der iøvrigt også indlagt et par fællessange, så alle får mulighed for at opleve stemningen, når mange synger sammen, og måske blive inspireret til selv at synge i kor.
Der kan læses mere om koret på www.støvringkoret.dk
FOTO:
Korleder Inge Brink Nielsen instruerer og dirigerer.