En af Danmarks mest succesfulde iværksætterhistorier

Annonce

Da Business Rebild afholdt sidste temamøde inden sommerferien var det med foredrag af Jette Egelund, ejer og bestyrelsesformand af virksomheden Vipp. 40 personer var mødt op til det spændende foredrag. Mødet indledtes med en velkomst af Erhvervs- og turistchef Anders Daugberg Stryhn, som også informerede om efterårets mange spændende tilbud fra Business Rebild.

-Hvor foregår der meget heroppe i Nordjylland, indledte Jette Egelund, som var tydeligt imponeret over det efterårsprogram m.v., som Anders Daugberg Stryhn netop havde præsenteret i sin velkomst til eftermiddagens møde. Herefter tog hun de 40 tilhørere med på en rejse gennem Vipps historie. Fra, hvordan hendes far havde startet firmaet som en enmandsvirksomhed med produktion af skraldespande til erhvervsmæssig brug, og frem til i dag, hvor hun selv er direktør for den verdenskendte virksomhed, som i dag ud over skraldespande også producerer køkkener, shelters og en mængde andre produkter.

Humor og indlevelse

Jette Egelund fortalte med humor og indlevelse. Foredraget var tilrettelagt som en rejse fra hendes far opfandt spanden og frem til i dag, hvor hun driver virksomheden sammen med sine børn og svigerbørn – og dette med stor succes. Undervejs fik de 40 tilhørere også et indblik i de personlige udfordringer, som Jette Egelund har haft på rejsen, og som direkte eller indirekte har haft indflydelse på, hvordan virksomheden er struktureret og har udviklet sig. Jette Egelund kom også med tips til, hvordan man selv kan opnå succes med egen virksomhed og produkter. Efterfølgende viste publikum, som primært bestod af repræsentanter fra det lokale erhvervsliv, sig meget spørgelystent.

Flere arrangementer

Business Rebild holder nu sommerpause i rækken af møder og arrangementer, men Anders Daugberg Stryhn kunne afsløre, at de vender stærkt tilbage i efteråret. Her byder programmet blandt andet på innovation. Onsdag den 16. september vil Morten Albæk være gæstetaler. Onsdag den 23. september deltager Business Rebild i en iværksættermesse i Aalborg, og hele uge 47 sættes der fokus på iværksætteri. Derudover tilbyder Business Rebild et temaforløb med kursus i professionel brug af online kommunikation og online salg.