Mejlby – landsbyen, der har andet og mere end landbrug og efterskole
Mejlby er en større landsby. Mejlby har ca. 150 indbyggere. Byen ligger mellem Ravnkilde og Kgs. Tisted. Tæt på motorvejen ved Haverslev. Mejlby ligger i et af Rebild Kommunes mest skovfattige områder. Her voksede hedelyngen engang på den vesthimmerlandske hede, men i dag er området præget af landbrugsjord. Netop landbruget har stor betydning for byens største virksomhed: Mejlby Agro. Byen er valgt som denne uges landsby, da byen er en af de byer, hvor Rebild Kommune har sat byggegrunde til salg uden mindstepris frem til 31. august. Samtidig er et nyt hold elever netop flyttet ind på byens efterskole.
Mejlby er et kendt bynavn i det danske landskab, men det er naturligvis landsbyen Mejlby i Rebild Kommune jeg har besøgt. Jeg besøger Mejlby en solrig eftermiddag i august. Her er sommeren endnu ikke ovre. Rundt om er der gang i havearbejdet, der er gang i forretningen ved Mejlby Agro, og en del bilister og traktorer passerer gennem den lille landsby. Det sidste er også grunden til, at kommunen har etableret chikaner ved ind- og udkørslerne til den lille landsby. Også bussen, rute 113, kører forbi stoppestedet midt i byen, mens jeg trasker rundt bevæbnet med mit kamera. Mejlby er bestemt ingen soveby.
Økonomiudvalget i Rebild Kommune har, som tidligere omtalt i Vores Avis, besluttet at udbyde de kommunale byggegrunde uden mindstepris frem til den 31. august. Der er byggegrunde i Bælum, Blenstrup, Øster Hornum, Suldrup, Haverslev, Nørager, Terndrup, Ravnkilde, Rørbæk, Sørup, Årestrup og Mejlby. I Mejlby er der to byggegrunde til salg. De ligger på Solsiden, som er byens nyeste kvarter. Husene på Solsiden er fortrinsvis parcelhuse, hvor husene i resten af byen primært er ældre byhuse, hvoraf de fleste er flot renoverede.
Sommerfest
August er, som også de seneste ugers udgaver af Vores Avis bærer præg af, højsæson for byfester. Men ikke i Mejlby. Her holdt man byfest allerede i juni måned i forbindelse med Sct. Hans. Der var bål og hygge på selve Sct. Hans aften og derudover en regulær byfest i weekenden op til med masser af aktiviteter.
Aktiv landsby
Mejlby er på mange måder en aktiv landsby. Midt i byen, lige overfor busholdepladsen, ligger Mejlby Borger og 
Kulturhus. Udover at blive lejet ud til fester, så danner Borger og Kulturhuset også rammen om en del af byens mange, aktive foreningers arrangementer. Dertil har byen flere virksomheder, som til sammen er leveringsdygtige i (næsten) alt, lige fra transport og murerarbejde til festmusik og IT-support. Dertil kommer, at byen, selvom det ikke lykkedes for jeres udsendte at lokalisere dem, har hele to sportspladser og en legeplads. Legepladsen er bygget af borgere fra byen med god hjælp fra firmaet Naturlig Leg. De to sportspladser bruges henholdsvis til fodbold og mindre boldspil samt som samlingssted.
Mejlby Efterskole
Mejlby har hverken folkeskole eller friskole. Byens børn går på Haverslev Skole frem til 7.klasse, hvorefter de skifter til Sortebakkeskolen i Nørager. Til gengæld er byens tidligere folkeskole indrettet til efterskole. Mejlby 
Efterskole er for normaltbegavede unge med læse- og skrivevanskeligheder. Eleverne er i alderen 14-18 år og undervises på niveaudelte hold i dansk, matematik og engelsk. Derudover tilbyder skolen spændende linjer indenfor hestehold, landbrug, træ og metal og kreative fag. Det hele under mottoet: Frihed til at være, leve og lære!
Aldrig plads til det hele
Og så bliver det igen tid til at forlade Mejlby. Der bliver aldrig plads til det hele i de små landsbyportrætter – og måske godt det samme, for så er der stadig noget at opleve, hvis læserne selv tager derud en dag. Fx fik jeg ikke nævnt, at Mejlby også har eget tankanlæg, så man kan få ”fodret” en tørstig motor, og indtil for nylig var her også en hæveautomat. At en af Rebild Kommunes genbrugspladser ligger ved Mejlby kom jeg heller ikke ind på. Ligesom den hyggelige lille butik med antik og genbrug samt byens mange andre virksomheder stortset heller ikke blev omtalt. Sådan vil det være hver gang, men tøv ikke med at skrive til mig, hvis Du har en god idé til, hvor næste landsbytur skal gå hen…











