I Aarestrup sendes heksen til Bloksbjerg med tømmerflåde som affyringsrampe

Annonce

I år er der en del at fejre i forbindelse med Sankthans-festen i anlægget i Aarestrup: Via sponsorater fra diverse fonde og Rebild Kommune er der gang i den store fornyelse af området omkring byens ”andedam”. Her har frivillige børn og voksne i efteråret hjulpet hinanden med træfældning, gravning og plantning, så der i dag står en fin hæk af rododendron.

Hækken har dog haft brug for førstehjælp af byens Senior Service, da foråret har været ret tørt, så vanding fra branddammen har været nødvendigt.
De frivillige Senior Service-medlemmers arbejde er som tidligere omtalt et stort aktiv i vedligeholdelse af de arealer, kommunen ikke har mulighed for at prioritere. Dette arbejde påskønnes af byen en gang årligt ved julearrangementet, hvor der bliver sagt tak for at Aarestrups anlæg stadig er et pænt og grønt sted, hvor man har lyst til at spise sin madpakke.

Andedammen i et nyt lys
Projektet har også budt på ny belysning rundt om søen så der ved aften tid, er et dejligt blødt og hyggeligt lys.
Til efteråret arbejdes der videre med projektet.
Lige nu bliver Sankthansaften planlagt, – og tømmerflåden skal igen på søen med heksen, som futtes af med hjælp fra børnenes fakler.
Årets båltaler er lærer og lokalhistoriker Ole Staunsbjerg. Han får dog først lov til at tale, når fællesspisningen med grilning er overstået; – til dén tid vil der også være en anelse mere tusmørke i anmarch…