Askildrup – en gammel landsby med bække, paddehatte og meget mere
I denne uges landsbyportræt besøger vi landsbyen Askildrup. Landsbyen ligger mellem Fræer og Blenstrup i den østlige del af Rebild Kommune. Askildrup har ca. 55 indbyggere. Gennem byen løber Sejlstrup Bæk – Tustrup Bæk og tæt ved denne ligger byens legeplads med hoppepude og andre flotte legeredskaber til glæde for byens børn. Hovedgaden gennem byen er forholdsvis befærdet, og derfor er her bl.a. etableret paddehattebump.
Bynavnet Askildrup er ikke ualmindeligt i Danmark. Således findes der bl.a. også i Randers Kommune en landsby ved navn Askildrup. Askildrup i Randers Kommune fik landsbystatus i 2011, hvor stort set alle kommunens landsbyer blev registreret og beskrevet. Landsbyen Askildrup i Randers Kommune består af en mindre samling gårde, som ligger i en slugt i landskabet. De fleste af gården drives dog ikke længere som landbrug, men anvendes derimod til andre erhverv, f.eks. have- og livsstilsforretning og Askildrup Maskincenter. Dette er med til at give liv i den lille landsby.
En gammel by
Landsbyen Askildrup i Rebild Kommune kan dateres helt tilbage til 1500-tallet, hvor landsbyen for første gang omtales på skrift. Dette i forbindelse med Grevens fejde.
Grevens fejde
Grevens fejde fandt sted 1534-36. Det var den hidtil sidste danske borgerkrig, hvis man ikke betragter Treårskrigen (1848-50) som en borgerkrig. Den brød ud efter kong Frederik den 1.’s død i 1533, hvorefter Rigsdagen ikke kunne enes om udpejelsen af den næste danske konge. Krigen blev en borgerkrig mellem adelen på den ene side og borgere og bønder på den anden side. Begge sider fik dog hjælp fra udenlandske allierede, som var med til at afgøre udfaldet af Grevens fejde. Resultatet blev, at Christian den 3. overtog tronen og der blev et retsligt efterspil for dem, som havde deltaget i ”oprøret”. Et yderligere resultat af Grevens fejde var reformationen, hvor den katolske kirke afløstes af protestantismen. Siden er Grevens fejde flere gange beskrevet på skrift og er også omdrejningspunkt i en række skønlitterære værker. Grevens fejde og det retslige efterspil er drivkraften i Hanne Reintofts bog ”Ravns føde”, hvis handling primært udspiller sig i vores lokalområde – nemlig landsbyerne omkring Rold Skov.
Bækkene
Gennem Askildrup løber Sejlstrup Bæk – Tustrup Bæk. Tustrup Bæk er en udløber fra Lindenborg Å. Lindenborg Å er 47 km lang og har sit udspring lidt syd for Rold Skov, hvorfra den løber mod nord. Her passerer den bl.a. Lindenborg Gods, som har givet navn til åen, inden den løber ud i Limfjorden nær Storvorde. Til landsbyen Askildrup knytter sig en tredje bæk: Stillebækken. Denne er dog ikke et vandløb, men et socialpædagogisk opholdssted med plads til seks unge.
Paddehatte
Hvad er et paddehattebump? Det ved de i Askildrup. Kører man fra Fræer mod Blenstrup (eller omvendt) passerer man gennem Askildrup. Og ca. midt i landsbyen møder man paddehattebumpene, eller pudebumpene, som de også kaldes. Bumpene er små, runde og røde med hvide pletter – heraf navnet. De er anbragt i klynger på fire til seks padehatte, og skulle gøre det muligt for busser og lastbiler at passere uden nævneværdig påvirkning. Til gengæld må personbiler meget langt ned i fart for at passere paddehattene uden større gener, hvilket også har gjort bump-typen meget udskældte flere steder. Paddehattebumpene er udviklet af firmaet Icopal efter en fransk idé, og har været at finde på danske veje siden oktober 2001.
Blenstrup
Askildrups nærmeste nabo er den noget større by Blenstrup, hvor der både er indkøbsmuligheder i form af Min Købmand samt skole (Bakkehusene) og meget andet. At borgere fra Askildrup har købt dagligvarer i Blenstrup rækker langt tilbage i tiden. Den 8. november 1897 var der indkaldt til stormøde på Blenstrup Skole. Årsagen til mødet var ønsket om at etablere en brugsforening, hvilket kom i stand med hjælp fra folk fra såvel Blenstrup som landsbyerne Dollerup, Horsens og Askildrup.







