Bælum går nu, fra sin placering som den østligste af Rebild Kommunes ni vækstbyer, målrettet på jagt efter nye tilflyttere: ”Bælum har alt, hvad der skal til for et bosætningssted, og med kun 20 minutters kørsel til Aalborgs syd- og østlige erhvervs- og vidensområder”, hedder det blandt andet i en 11 siders velkomst-præsentation, hvor fordelene underbygges med det ene argument efter det andet.
Rebild Kommune har besluttet at sælge ud af sine byggegrunde til højstbydende frem til udgangen af august, og søndag d. 16. august holder Bælum derfor ”Åben By” med guidet bustur rundt i byen og det naturskønne kuperede område med lyngbakker, skov og mose, pandekager med gratis drikkevarer med videre.
Vil vende dårlig omtale
– Vi arbejder på at gøre noget ved den dårlige omtale, landområderne får i medierne efterhånden, så udviklingen i stedet kan medføre mange nye borgere i Bælum, fortæller Per Nielsen fra Bælum Lokalråd.
– Lokalrådet og borgerne i Bælum er meget aktive, og det har blandt andet udmøntet sig i, at der på meget kort tid er samlet 2,8 mio. kr. ind i form af solgte aktier blandt byens borgere og virksomheder til byens nye butikshus, som gerne skulle stå færdigt til julehandelen i år, fortsætter han.
”Velkommen til BÆLUM – hjerternes by” lyder sloganet, som skal medvirke til at sætte en tyk streg under, at byens gæstfrihed og rummelighed er alvorligt ment.
Salget af kommunale byggegrunde til højestbydende kan forhåbentlig overbevise flere til at flytte til Bælum.
Bælum har faciliteterne
I præsentationsmappen, som kan ses på Bælum og Solbjergs fælles hjemmeside www.baelum.dk, kan alle interesserede læse meget mere om den aktive og ressourcestærke vækstby:
Bælum har ca. 800 indbyggere fordelt på 350 husstande. Der folkeskole til og med 9. klasse, SFO og børnehave samt efterskole, ældrecenter, et rigt foreningsliv og i forhold til Bælums størrelse et stærkt lokalt handelscentrum, – under udbygning med bl.a. det omtalte nye butikshus: – SPAR-købmand Sten Jensen er en aktiv medspiller i stort set alt, hvad der foregår i byen, og det har han været lige siden han overtog den gamle købmandsgård ved Østergade tilbage i 2006, fortæller Per Nielsen fra Bælum Lokalråd og tilføjer, at Sten Jensen andda ofte selv tager initiativ til nye, friske aktiviteter og arrangementer.
En god pendlerby
I præsentationen fastslås det videre, at Bælum er en særdeles attraktiv pendlerby med kun ca. 30 km til Aalborg, samme afstand til Hobro, 40 km til Randers, 85 km til Aarhus og kun 15 km til Hadsund.Byens vartegn er den gamle Bælum Mølle, en af Nordjyllands smukkeste og mest velbevarede vindmøller.
Hans Henrik Borup Laugesen