Bambi Cup med julesmil på læben i Sortebakkehallen..!

0

Sortebakkehallerne i Nørager lægger i weekenden halgulv til Bambi-Cup – ’Danmarks hyggeligste indefodboldstævne’.
I den kommende weekend – d. 21.-22. december – danner Sortebakkehallerne i Nørager endnu engang ramme om indefodboldstævnet Bambi-Cup, som arrangørerne helt beskedent kalder for ”Danmarks hyggeligste indefodboldstævne’.
Og nok er der hygge, men arrangørerne lover, at der på banen bliver spillet seriøs indefodbold med nogle af Danmarks bedste indefodboldhold. Lørdag spilles der således om point til Grand Prix Masters-ranglisten, og stævnet er igen i år stærkt besat med 16 hold, der bl.a. tæller Hobro Apotek/Grønlund Gruppen, Ismejeriet Thy, Liiteguard og NEOPERL Nordic. Hold, som alle ligger højt på den samlede GPM-rangliste for 2018/19. Stævnet er i år et såkaldt Challengerstævne, hvor der bl.a. er en førstepræmie på 5000 kr.

Oldboys med sild & snaps

Lørdag formiddag er der Old Boys turnering, der traditionen tro afsluttes med snapse- og sildebord, og lørdag eftermiddag indtager B-rækken halgulvet, hvor 20 holdt har tilmeldt sig, og hvor arrangørerne garanterer for mange spændende kampe og masser af god fodbold.
– Fredagen bliver i år brugt på vores showrække, som er en invitationsturnering, hvor højt humør og god stemning er i højsædet. Når det er sagt, giver holdene alt de har, når fløjten lyder og bolden ruller. I det hele taget så er det et stævne, der er præget en fantastisk stemning, og vi håber selvfølgelig på, at rigtig mange tilskuere vil møde op og give stemningen det sidste løft, fortæller en af arrangørerne, Flemming Andersen, der samtidig også lover, at alle gæster – spillere og til-skuere – har rig mulighed for at få både god mad og drikke hos Sortebakkehallernes populære halbestyrer, Jan ’Bambi’ Myrup, der også har lagt navn til stævnet. – Man kan finde flere oplysninger om stævnet på Bambi-Cups facebookside, der løbende bliver opdateret.

FOTO: …rundt omkring står alle de små rotter, – og de skotter, og de skotter…” Jow-jow, der er julestemning for alle pengene ved Bambi Cup i Sortebakkehallerne . – Her et par fotos fra andre år.

Share.

Der er lukket for kommentarer.