Billedkunst, musik, dans og scenekunst
Startskuddet har lydt for tilmelding til billedkunst, musik, dans og scenekunst på Mariagerfjord Kulturskole. Frem til den 5. maj kan nye elever tilmelde sig til start efter sommerferien.
Kulturskolen underviser rundt i hele kommunen og på flere skoler. Her er der solofag samt holdfag som billedkunst, dans, scenekunst, sammenspil og kor. På de fleste fag er der et begrænset antal pladser, så hurtig tilmelding er en god idé.
– Det helt store plus er, at børnene synes, det er sjovt. De glæder sig altid til at komme afsted og øver sig helt frivilligt. Det siger for mig noget om, at kvaliteten i undervisningen er høj – både musikalsk og pædagogisk, fortæller Anders Lillebæk Jacobsen, far til to børn i Kulturskolen.
På Kulturskolen kan børn i forskolen være med på hold, hvor de udforsker musikken, og hvor leg er en del af undervisningen. Herefter er der også et væld af muligheder indenfor billedkunst, dans og scenekunst, så der er plads til at være kreativ på mange forskellige måder.
På Kulturskolens hjemmeside www.mariagerfjordkulturskole.dk kan du læse meget mere om alt det, du kan på Mariagerfjord Kulturskole.