Boldrup Museum: “Fåredag” med bl.a. heste, trold, grill, kagebord og hyrdehunde-opvisning

0

Om der kommer ”en ulv i fåreklæder” ved vi ikke, men der kommer i hvert fald en trold..! Det hedder ganske vist Fåredag, men der er meget andet end får på programmet, når Boldrup Museumsforening indbyder til aktivitetsdag på det lille stråtækte husmandssted ved Stenild/Nørager søndag den 18. august: Man kan få en tur i hestevogn, opleve markarbejde med heste, skyde med bue og pil, hjælpe smeden ved essen, købe grillet dansk lam, spise sig mæt i det store himmerlandske kagebord, møde museets trold og meget, meget mere. Og så kan man selvfølgelig også se museets får blive klippet og eventuelt hjælpe til, – deraf navnet.

– Vi har såmænd ikke så meget nyt på plakaten i år, men vi synes, vi har fået lavet et rigtigt spændende program. Vi er så heldige, at vi igen i år har fået fat i en rigtig dygtig fårehyrde, somvil vise gæsterne sine hyrdehundes fantastiske evner, fortæller museumsforeningens forkvinde  Karen Somerset.

– Og nu vi er ved dyr med specielle evner, så kommer der også en gæst og laver opvisning med en imponerende, trænet skovhest, som deltager i både nationale og internationale konkurrencer, fortæller Karen Somerset.

Righoldige salgsboder

Der vil også være forskellige salgsboder, hvor man kan købe honning fra museets bier, blomster og bær, pileflet m.m.

Arrangementet starter midt på formiddagen og strækker sig over seks timer. Man kan finde priser og tider på Nordjyllands Historiske Museums hjemmeside og på Boldrup Museums facebookside.

Share.

Der er lukket for kommentarer.