Borgmester-tale ved årets grundlovsmøde i Støvring

0

Støvring, Sørup og Gravlev sogne holder i år grundlovsmøde for fjerde gang, og når det fredag går løs med fejring af årsdagen for vedtagelsen af Danmarks første grundlov i 1849, bliver det traditionen tro festligt, folkeligt og fornøjeligt. I år er hovedtaleren borgmester Leon Sebbelin.

Leon Sebbelin følger op på en allerede indarbejdet tradition for grundlovsmødet i Støvring. Talerne plukkes nemlig blandt politikere, og således har Lene Aalestrup,Flemming Møller Mortensen og Pernille Vigsø Bagge talt ved de første tre.

– Jeg kan selv huske grundlovsmøder helt tilbage i min barndom, hvor jeg var sammen med mine forældre og bedsteforældre til grundlovsmøder. Talerne sagde mig ikke så meget dengang, men stemningen kan jeg stadig huske. Flag, Dannebrog, glade mennesker, is og sodavand, grønne omgivelser og selvfølgelig altid solskin, lyder det fra Leon Sebbelin forud for fredagens grundlovsmøde, og han fortsætter:

– Grundlovsdag (og valgdage) har derfor for mig altid været festdage for demokratiet. Det er her vi markerer, at demokratiet indtil videre er den mindst ringe styreform. Det er her vi markerer, at på trods af løbende politiske diskussioner og uenigheder, så hviler vores uenigheder på det samme grundlag – Grundloven, og det politiske system, der er bygget ovenpå.

– Jeg er derfor glad og stolt over, at jeg har fået muligheden for at tale til grundlovsmødet i Støvring.

Også musik

Desuden er Støvring Marimba fast indslag og aldeles stemningsgivende til en festlig og hyggelig dag, hvor man bl.a. kan købe Grundlovsplatte (pølser og brød:-))

Grundlovsfesten holdes på plænen uden for Sognegården – om vejret tillader det, hvilket alt tyder på, når man hører vejrudsigten i skrivende stund, mandag eftermiddag den 1. juni.

Kun en enkelt gang har det iøvrigt været nødvendigt at trække inden for.

Borgmester Leon Sebbelin

Borgmester Leon Sebbelin

Marimbas sørger for musikken ved Grundlovs-fejringen

Marimbas sørger for musikken ved Grundlovs-fejringen

Share.

Der er lukket for kommentarer.