Business Rebild styrker iværksætterindsatsen med ny iværksætterkonsulent

0

Iværksætteri giver vækst og arbejdspladser, og hos Business Rebild har iværksætteri længe været prioriteret som et vigtigt fokusområde. Derfor styrker Business Rebild nu også kompetencerne med ansættelsen af Thomas Nielsen som ny iværksætterkonsulent.

Thomas har i mange år været en aktiv del af det Nordjyske iværksættermiljø, både i form af at have startet og drevet egne virksomheder, men også som mentor og sparringspartner for flere andre startups. Bl.a. startede Thomas i 2005 mobil-spil studiet Progressive Media, som med 40 mand blev en af landsdelens største spil-virksomheder, med kunder som Disney, Coca-Cola og Electronic Arts. I sin nye rolle får Thomas den daglige kontakt til Rebild Kommunes nyeste virksomheder, og til de borgere der er i fasen omkring opstart af en virksomhed.

Business Rebild vejleder generelt om iværksætteri, og specifikt omkring et bred udvalg af tilbud og programmer til iværksættere og nye virksomheder – Heriblandt det nye ”StartUp Club Rebild” tiltag, som giver iværksættere adgang til 3×2 timers opstartsmøde hos et udvalg af rådgivere, som kan hjælpe med at guide iværksætteren sikkert igennem opstartens første faser.

Derudover får Thomas ansvar for inkubationsmiljøet Kickstart Rebild – et iværksætterprogram som bl.a. indeholder kontormiljø med plads til 12 iværksættere. Her arbejder iværksætterne fokuseret med hinanden og med erfarne rådgivere omkring at skabe de bedste rammer for vækst, udvikling og resultater.

Hovedpersonen glæder sig til at se et væld af områdets iværksættere fylde nyhedsspalterne i fremtiden:

– Jeg har altid elsket iværksætteri, og alle ambitionerne, resultaterne, succeserne og skuffelserne der uundgåeligt hører med. Vi lever heldigvis i en tid hvor ideer og drive er vigtigere end baggrund og geografi, og det åbner op for at mange typer af iværksættere kan få succes, hvis blot de understøttes på den rigtige måde – Og her bliver Kickstart Rebild et helt centralt hotspot for områdets iværksættere, som jeg glæder mig meget til at videreudvikle på!

Share.

Der er lukket for kommentarer.