Cirkusmuseet i Rold: Familie-donationer til gammel tivoli-vogn – nu med originalt indhold

0

Cirkusmuseet erhvervede for nogle år siden den beboelsesvogn, der i de sidste mange år af tivoliejer Alfred Fidels liv (1903-1986), udgjorde rammen om hans hverdag. I maj sidste år åbnede museet udstillingen ”Livet på hjul” i vognen for at vise, hvordan det omrejsende liv blev levet.

Ved åbningen af udstillingen deltog en række af Alfreds slægtninge. Flere kendte cirkusvognen fra han stadig boede i den. De kunne fortælle, at noget af det inventar, der var blevet brugt ved museets indretning af vognen, ikke stod der oprindeligt.

Efterfølgende har Alfred Fiedels barnebarn, Reno Fiedel, doneret en mængde genstande, som oprindeligt har stået i vognen. Derfor kunne cirkusmuseet nyindrette vognen, så den giver et meget mere levende indtryk af, hvordan den oprindelig tog sig ud.

Tivolifamilien Fidels liv bliver i denne tid gjortendnu mere levende ved at kopier af en række oprindelige fotos, som prydede væggene i Alfreds beboelsesvogn, bliver opsat.Hvem var så tivoliejer Alfred Fiedel…?

Han blev efter endt skolegang ansat hos faderen Wilhelm Fiedel, der ernærede sig som markedsrejsende.

På forskellige markeder fremviste og demonstrerede faderen blandt andet en stor kulminemodel med en mængde mekaniske indretninger. Modellen var et tilløbsstykke, men i 1928 solgte faderen den til en dansk/svensk tivoliejer ved navn Fridan Bøgild. Alfred blev i den forbindelse ansat af Bøgild til fortsat at assistere med fremvisningerne af modellen, til han i 1934 flyttede til Aarhus og startede ”Alfred Fiedels Tivolipark”.

På rejserne rundt i Jylland med tivoliparken boede Alfred i forskellige beboelsesvogne, og efterhånden foretrak han denne livsform året rundt. Vognen, der i dag står på Cirkusmuseet, var således hans hjem i de sidste mange år af hans liv.

Share.

Der er lukket for kommentarer.