Eventyrer, rallykører, MC-entusiast og vovehals på menukortet i Arden Kulturhus

0

Allan Henneberg, en rigtig vovehals, eventyrer, rallykører og motorcykelentusiast er første punkt på ”Kulturtallerkenen” i Arden Kulturhus i forårssæsonen, som starter tirsdag aften den 15. januar: Historien om 3 generationers tur til Bonneville Salt Flats i USA.

Aftenen byder på et møde med en vaskeægte eventyrer, som har udfordret sig selv i mange forskellige sammenhænge.
Allan Henneberg er iværksætter og udlever sine drømme gennem udfordrende projekter og sine mange eventyr. Hvad enten det gælder rallykørsel gennem ørkenen til Dakar, velgørenhedsløbet PutFoot Rally, eller motorcykel over Island, har han mange gode og inspirerende fortællinger, som han gladeligt deler ud af.

Det seneste eventyr:
Hans seneste eventyr er historien om 3 generationers tur til Bonneville Salt Flats i USA, som gennem årtier er kendt som testlokalitet for hastighedsforsøg med både biler og motorcykler.
På en legendarisk Rudge-Whitforth Ulster motorcykel fra 1935 skal de tre generationer i familien Henneberg på henholdsvis 26, 53 og 76 år hver især give personlige, mekaniske og fartgrænserne en overhaling, som de aldrig har gjort før.
Alderspræsident i familien, Evald Henneberg, har siden 1988 passet på sin Rudge-Whitforth Ulster, som nu er blevet grundigt efterset og toptunet, så den er klar til et hastighedsforsøg på Bonnevilles legendariske 3 mile-lange bane og de udfordringer, den uden tvivl vil møde.

Fem spændende aftener
”Kulturtallerkenen” er fem aftener i Kulturhuset i efterår 2018 og forår 2019 med fokus på gode oplevelser, samvær og fællesskab. Hver aften indledes med fællessang efterfulgt af spisning, og i forbindelse med spisningen vil der være musikalsk underholdning leveret af Jørn Poulsen og Torben Lund, som også synger for og akkompagnerer fællessangene.
Himmerlandsbilletten og Arden bibliotek sælger adgangstegn.

Share.

Der er lukket for kommentarer.