Hjertemotion forbedrer livskvaliteten og forlænger levetiden; – kom til motion og samvær i trygge , gode omgivelser, lyder opfordringen fra Lisbeth Stenstrop Jensen, formand for Rebild-lokalafdelingen af Hjerteforeningen, forud for årets tilbud, som det fremgår andetsteds i Vores Avis.
– Er man kronisk syg, kan motion forlænge levetiden. Dyrker du motion sammen med andre, er der større chance for at holde motivationen. Hjerteforeningen i Rebild tilbyder netop nu hjertemotion med dygtige fysioterapeuter som instruktører, der tager hensyn til netop dig.
Endnu ledige pladser
Carl Hauton, næstformand i Hjerteforeningen Rebild, der er koordinator for hjertemotionsholdene, fortæller, at der er plads på motionsholdene i Rebild og Støvring: – Så der er også plads til dig !
Motion er vigtigt for alle, der ønsker en sund og aktiv livsstil. Men for mennesker, der lider af en kronisk sygdom kan det være direkte livsforlængende. Derudover giver motion øget fysisk velvære og mentalt overskud. Og så aktiverer motion de stoffer i hjernen, der gør, at vi føler os lykkelige.
– Motion har en positiv effekt på hjertekarsygdomme og giver nedsat dødelighed. Fysisk aktivitet får blodtrykket ned og normaliserere kolesteroltallet. Det betyder blandt andet, at åreforkalkning ikke vil accelerere, forklarer Carl Hauton.
– Selv om man ved, at motion forlænger levetiden, kan det være svært at fastholde motivationen. På Hjerteforeningens hold dannes ofte venskaber, og deltagerne bliver en del af det sociale netværk, der udvikler sig, understreger han: – Forskning viser, at i forhold til patientgrupper er der 2 ting, der gør, at hjertepatienter (og deres pårørende) holder ved. Det ene er, at deltagerne føler sig forpligtet overfor hinanden. Det andet er, at man får feedback fra en underviser, der kan vise, hvordan man træner på den rigtige måde.
Nu endnu et lokalt center for hjertemotion
Hjerteforeningen Rebild har i de seneste fire år i samarbejde med private fysioterapier i kommunen haft gang i HJERTEMOTION.
I foråret var der motionshold i Nørager Fysioterapi, Støvring Fysiocenter, Benefit i Skørping og på Hotel Comwell i Rebild. Mange fortsætter på holdene 2. halvår, og som noget nyt starter et hold hos Benefit i Støvring. Træningen er skånsom og tilpasset den enkelte.